Heidi Mortenson: Mørk

Spændende og sært univers fra excentrisk musiker

Heidi Mortenson synger på Mørk som en blanding af Karin Dreijer (The Knife, Fever Ray) og Henriette Sennenvalt (Under Byen). Med andre ord en lettere skæv og aparte stemme, man ikke møder mange andre steder. En vokal man enten elsker eller hader, irriteres eller beriges af og når den som på EP´en følges af kunstlette, lettere avantgardistiske, indimellem noget teatralske arrangementer, bliver Mørk en enten/eller plade. Personligt drages jeg af Mortensons særegne univers, der tager lytteren med på en original og elektronisk tur præget af drømmende stemninger og tunge beats.

Mørk er opdelt efter gammel opskrift, altså en A- og B-side og det giver god mening, for de to sider af Mortensons klange er vidt forskellige, kun bundet af det excentriske og stor eksperimenteringslyst. Hvor A-delen overvejende er elektronisk funderet er B-delen i højere grad svunget af svævende akustiske flader og basal rumklangsfornemmelse. Mortenson har selv skrevet, produceret og mixet de fem fornemme stykker avant-indietronica, der oser af velfunderet stilisme og flot æstetik. Hun fortæller, at hun er opvokset til lyden af faderens bilreparationer i garagen og morens orgelspil i stuen og det kan man levende forestille sig, når man lytter til EP´en, der har en skæv odør af både noget industrielt og intimt på samme tid.

Mørk tilkendegiver hurtigt sin lyst til at bryde rammer, for efter ”Et Stykke Mindre” åbner med radio-interferens der følges op af tunge dubbede beats, iscenesat med et sporadisk og henslængt tæppe af knitrende synth, overtager ”Dele Af Kroppen” med ska/reggae-lignende trompeter i takt med den tykke tunge dub, der flytter nummeret i en mere opstemt retning end først anslået. Sært, skævt og helt sit eget udtryk dyrker Mortenson og dét i en sådan grad, at man indimellem tænker, at det måske ville klæde den begavede musiker, at skrue lidt ned for arty-farty manererne.

”Underkast” lister af sted på kattepoter og en dancehall-bas, der kælent slentrer hen over beatet, mens Mortenson synger mystik-sensuelt og en kende offbeat til de næsten David Lynch-agtige stemninger. Ja, man kan næsten se The Log Lady i inciterende dialog med Dale Cooper for sig, mens det pågår. På en gang nysgerrighedsvækkende og skævt som en Tom Waits på vej hjem fra bodegaen. Lyrikken er da på ingen måde til at spøge med, for Mortenson synger grumme linjer som: ”Underkast/ Nattens kulde/ Overgreb/ Befamler os/ Sårbar/ Med løgn og usikkerhed/ Strafbar sårbar/ Igen og igen”

Mørk´s elektroniske beatforskydninger og kriblende synths både leger drillende med og omgås ens forventninger. Udspillet er ganske originalt og kreativitetsraten er høj gennem fire af de fem dunkle, men livgivende elektroader. Kun på slutspillet ”Lyset eksisterer Endnu” føles det noget langtrukkent og idéforladt, for det en aldeles instrumental og kedelig omgang, udelukkende drevet af nænsomt eksekveret klaver, der i sit stille væsen minder om Mark Hollis selvbetitlede soloalbum og genistreg fra 98, for det er så stille, at man næsten kan høre pianoets træ vibrere, når tonerne forlader tangenterne. Men altså desværre også noget hult og gabende at lytte til.

Heidi Mortenson er helt sin egen på Mørk med sine syntetiske krummelurer, tilsat en velvoksen spandfuld analoge instrumenter såsom trækharmonika, kontrabas, harmonium og caberet-spruttende blæsere og jeg vil med spænding imødese en kommende fuldlængder fra hendes vidtrækkende talent.

Tags from the story