Heidi Spencer and the Rare Birds: Under Streetlight Glow

Smukke momenter i ensartet americanaunivers

Det er americana på amerikansk, når Heidi Spencer and the Rare Birds viser sig frem på Under Streetlight Glow. Det er stemningsfuldt, melankolsk, skrøbeligt og fyldt med finesser, men det er også lidt for sparsomt i forhold til sangskrivning og imødekommenhed.

Det bliver en tand for indelukket på mange af albummets numre, og derfor får Heidi Spencers særlige vibrato-fyldte mørkeblå vokal ikke rigtig rum til at folde sig ud for alvor. Det sker dog af og til. For eksempel på det rigtig fine titelnummer, der er ekstra blå-køligt og dragende, og det sker på de ligeså fine ”Red Sky” og ”Tried and True”.

Også ”Carry Me Softly” fortjener en vis portion opmærksomhed, for her er det som om, at Heidi Spencer for alvor træder i karakter, kun bakket op af en akustisk guitar og en diskret korstemme. Pludselig bliver hendes skrøbelighed og inderlighed til en åbenbaring af energi og følelser, i stedet for den generte, hengemte gemmeleg, hun ellers praktiserer.

Resten af albummet bliver lidt for ensartet med det fine, men også temmelig stillestående, lydbillede med akustiske guitar, kontrabas, klaver og slide-guitar. Og når melodierne samtidig er spinkle og lever på Spencers vokale udtryk, så bliver der ikke den store afveksling undervejs.

”Moth Met Spider” er lidt mere luftig i sin vokal og med en tand mere power gennem den akkord-spillede guitar, mens ”Go To France” har en smule mere åbenhed i sit udtryk, og tilsætningen af harmonika giver en fin nuance her.

Generelt har Heidi Spencer et gevaldigt potentiale, men det udtrykkes med for lille variation på dette album, og derfor bliver det i længden en smule mere kedeligt, end førstehåndsindtrykket giver løfter om. Det er nemlig velspillet, flotte arrangementer og overordentligt stemningsfuldt. Men hun tager altså for mange ture rundt i den samme rundkørsel.

Skriv et svar