Hellraiserten: Hellraiserten

hellraiserten-hellraiserten
Modsætningsfuld indie-debut

Det er modsætninger der mødes fra start til slut på Hellraisertens debutalbum. De analoge og akustiske instrumenters møde med elektroniske trommer og synthesizere. Den blide vokals møde med de støjende og rastløse beats. De pænt arrangerede korharmoniers møde med de huggende elektriske guitarer. De iørefaldende melodistumper og de urolige stemninger.

Hellraiserten har en vis charme, som dog tager temmelig lang tid at trække til sig. De første gennemlytninger lader københavnerduoen tilbage med et koldt og distanceret udtryk, men efterhånden som man finder de små varme åbninger til det forunderlige univers – som f.eks. ”hg mg” og ”thieves”, så kommer man også tættere på de mere indelukkede og sky toner fra Jacob Høegh og Jonas Djernes.

Førnævnte ”hg mg” og ”thieves” er de to stærkeste numre på albummet, hvor den elektriske – men stadig afdæmpede – ”straight to hell” har et mere udadvendt udtryk, mens åbnerne ”spell” og ”beware of bears” er mere kølige og indelukkede.

Hellraiserten efterlader et modsætningsfuldt indtryk, som gør det svært at kaste sig ubetinget hen til dette debutalbum. Omvendt er det de færreste, der ærligt kan påstå, at de ikke lader sig tiltrække af den uimodståelige charme, som duoen besidder, og derfor ender jeg med at sidde tilbage med en fornemmelse af et album, der måske vil vokse sig langt større med tiden.

Men det er gisninger og gætterier – jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere umiddelbar tilgængelighed for at lette tilgangen til de mere krævende numre. Potentialet er stort og Hellraiserten efterlader et godt indtryk – på trods af et udtryk, der stadig kan forfines, nuanceres og gøres mere imødekommende.

Tags from the story

Skriv et svar