Hellsongs: Hymns in the Key of 666

Behagelig metal-makeover

På Hymns in the Key of 666 har svenske Hellsongs taget 10 klassiske metal-sange og pillet alt hvad der har med metalmusik at gøre af og i stedet tilført dem akustisk guitar, klaver og afdæmpede strygere. Umiddelbart lyder det som et projekt, der ikke har megen lytteværdi og egentligt burde arkiveres lodret sammen med så mange andre bands, der forsøger at slå plat på andres hits – for det er hittene, der er valgt ud her. Men svenskernes håndtering af Europe, Black Sabbath, Twisted Sister, Saxon, AC/DC, 2 x Iron Maiden og thrash-trioen Metallica, Megadeth og Slayer fungerer overraskende godt, og den slagtning undertegnede havde forventet at skulle eksekvere udebliver totalt.

Forrest står Harriet Ohlssons – ja, det er selvfølgelig en kvinde der synger – skrøbelige og behagelige vokal og giver numrene en mildhed, der sammen med den nye instrumentering gør, at man på flere af numrene er nødt til at kende teksterne for at kunne genkende det enkelte nummer. Men når så et tekststykke som ”Close your eyes / Look deep in your soul / Step outside yourself / And let your mind go” kommer, så ved man (som metalfan i det mindste!), at man er havnet lige midt i et af Slayers allerbedste numre; ”Seasons in the Abyss”. Nummeret er også et af de bedste på Hymns in the Key of 666, og et af de eneste, hvor man fornemmer en understrøm af musikalsk vildskab, der dog i dette tilfælde forbliver tæmmet.

Blandt albummets andre flotte numre er versionerne af Iron Maidens ”Run to the Hills”, Black Sabbaths ”Paranoid” og Europes ”Rock the Night”. Harriet Ohlsson synger flot og indlevende og får lejlighedsvist vokal-backup af den ene af bandets to mandlige medlemmer, hvilket fungerer godt på de fleste af numrene – udover AC/DC’s ”Thunderstruck”, hvor det hele bliver lidt for meget ovre i den boldgade, man kalder easy listening. Det er dog det eneste nummer på albummet, der er svært at lytte til uden trang til at trykke videre til næste nummer.

Den helt store svaghed ved Hellsongs’ Hymns in the Key of 666 ligger egentligt ikke i trioens fortolkninger, der for de flestes vedkommende fungerer rigtig fint. Men som lytter kan man ikke undgå, at savne noget af den energi, der ligger i originalerne. I Hellsongs’ versioner er energien som drænet ud af sangene, og blevet til hvad bandet selv kalder ’lounge-metal’. At tempoet er taget ud af numrene bliver også et problem i og med, at teksterne – som til gengæld træder mere frem – til numre som ”Rock the Night”, ”We’re Not Gonna’ Take It” og ”Symphony of Destruction” ikke ligefrem opfordrer til at man sidder stille og bare nyder musikken.

Det ville være interessant at høre hvad en, der i forvejen ikke har noget forhold til sangene vil synes om dem i Hellsongs’ versioner. For Hellsongs gør det faktisk rigtig godt – selvom de piller ved flere af undertegnedes favoritter!

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar