Olesen-bror giver solo-smagsprøver

Den ene halvdel af broderskabet Olesen-Olesen, der har afbrudt det musikalske samarbejde, er klar med en EP med solo-materiale. Og Henrik Olesen fortsætter på mange måder i samme stil som Olesen-Olesen, men mens broderbandet skabte albums, der var helstøbte i deres udtryk, så er Henrik Olesens EP mere varieret i udtrykket.

Således kan der både skimtes referencer til brødrenes Indenlands Udenbys-debut, men også til de mere tungsindige Olesen-Olesen-albums. Tekstmæssigt kredser Henrik Olesen om mange af de samme tematikker, som når Peter Olesen har haft ansvar for pennen. Det handler om opbrud, tvivl, modsætninger og muligheder. Vokalmæssigt ligger Henrik også tæt på storebror. Den samme let affekterede vokal med grovkornede fraseringer og tænksom melankolsk twist på stemmebånder.

Dog er stemningen lidt lysere, og det passer fint sammen med det generelle udtryk, hvor der er lidt mere strøm og tempo, og dermed lidt mere åben tilgængelighed, end det var tilfældet på særligt den sidste halvdel af Olesen-Olesen-æraen.

Det hele eksemplificeres fint på ”Skridt”, der er en kende kryptisk i sit musikalske udtryk, der på én gang er melankolsk og tænksom, men som samtidig har en luftighed og pudsighed, der giver en variation i lydbilledet, der klæder sangen. Samtidig kendetegnes nummeret af de små simple instrumentale sager, der vokser sig store i hinandens selskab.

”Korsvej” har langt henad vejen samme tematik som hos Olesen-Olesen, men der er en energi i arrangementet, som giver et mere kantet og rocket præg, som bæres frem af et udmærket drive. ”Det Gamle Det Ny” er mere i retning af den tungsindige del af Olesen-Olesen, og melankolien kommer tillige stærkt til udtryk i teksten. ”Hjertet” har også melankolien i centrum, og her udtrykkes den følelsesladet og stærkt med celloakkompagnement, og nummeret fremstår supersmukt.

”Alt Som Det Skal Være” bliver lidt for klodset i sammensætningen af den tunge stemning og den melankolske vokal. Det er som om, at kompositionen ikke levner rum og plads nok til, at de dybsindige ord og den alvorstunge vokal kan navigere frit og levende nok til, at helheden fungerer.

Henrik Olesen, der udover Olesen-Olesen også har været impliceret i en lang række andre danske udgivelser i de seneste 15 års tid, har taget stilen fra broderbandet med sig på denne første solo-EP. Han har givet den sit eget lille twist, men det er primært Olesen-Olesen-fans, der vil finde glæde ved solomaterialet.

Sangskrivningen og de tekstmæssige temaer læner sig tydeligt op ad det materiale, der blev skabt sammen med Peter H. Olesen, og det må så være op til den enkelte lytter at afgøre, om det er positivt eller negativt. For mit vedkommende er det et glimrende udgangspunkt, omend jeg havde sat næsen op efter, at det var lidt tydeligere at høre, at Henrik Olesen nu er ukendt under et andet navn, end han var tidligere.