Hercules and Love Affair: Blue Song

Pladen indledes storladent med ”Painted Eyes”, der er smukt flankeret af strygere, der løfter de klassiske syntetiske discorytmer og skaber en gedigen smagsprøve på, hvad der er i vente på Hercules and Love Affairs andet album, der bærer navnet Blue Songs. Det er tydeligt at høre, at albummets tilblivelse har været en rejse og et eksperiment for de involverede med hovedbagmanden Andy Butler i front sammen med Kim Ann Foxman og de to nyere tilføjelser Shaun Wright og Aerea Negrot på vokal. Det er egentlig vanskeligt at hive noget mærkat ned over hovedet på Hercules and Love Affair, hvilket er ganske forfriskende, men måske også efterlader et lidt rodet indtryk, for både album og band stikker unægtelig i mange forskellige dansable retninger inden for house, disco, synth-pop og acid og mere til.

Der er på albummet en behagelig vekslen mellem fængende disko-synth-bølger som ”Answers Come in Dreams” og det house-inspirerede nummer ”My House”, og de mere tilbagelænede og lo fi-lækre numre som ”Boy Blue” og titelnumret ”Blue Song”. De sidstnævnte har begge en dejlig tænksom stemning, bl.a. affødt af klarinet, klokkespil og akustisk guitar. De tre stærkeste sange er umiddelbart introsangen ”Painted Eyes”, ”Leonara” og det afsluttende ”It’s Allright”.

”Leonara” har en legende intro med kvidrende fugle og en bastant basgang, men morfer omtrent halvvejs og slutter mere melankolsk og knap so upbeat. Tekst og instrumentalside skaber et dystopisk univers i ”It’s Allright”, der er dragende i sin skrabede produktion og som rammer med sin enkelhed, og runder albummet smukt af, hvor ”Painted Eyes” slog tonen an til start.

Fornemmelsen fra albummet fordufter dog efterhånden og efterlader ikke det mest varige indtryk. Måske fordi albummet ikke hører hjemme med blæsevejr uden for de dirrende vinduer. Måske fordi albummet skal have albueplads a la Travolta på lysende og levende dansegulve. Måske, måske, måske. Faktum er, at albummet ikke helt løfter lytteren til de samme højder som på det forrige album, der da også var smykket af den unikke vokal fra Antony Hegarty (Antony and the Johnsons). Måske mangler de bare kittet, der er i hvert fald en masse mursten at bygge med.

Tags from the story

Skriv et svar