Highway Child: Highway Child

Hvor rødderne mødes i støvet

Er det muligt at spille groovy tresserinspireret retrorock i dag, hvor Louisianas sumpe ligger badet i olie fra BP, hvor den afroamerikanske befolkning i sydstaterne i dag lytter lige så meget til hiphop som til de gamle blues og gospelsange? Hvor Hendrix har været død i 40 år, og livet på landevejen vel nærmest er blevet en indholdsløs kliché i en tid, hvor download og streaming er de dominerende formater, de unge lytter til musik på? De danske retrorockere i Higway Child (HC) giver selv svaret med en kompetent og støvet omgang bluesrock af den fede slags.

Den stigende konkurrence ved de digitale medier og den faldende indtjeningsmulighed ved det primære salg af cd’er, har tvunget mange bands ud på netop landevejen som turnerende livegigs, der tjener til livets ophold ved, ja, at spille live. Det store udbud af livenavne både i hovedstaden og i provinsen stiger og stiger, og hvis man er den store musikforbruger, er der rig lejlighed til hver uge at opleve rock, pop, syre, gospel og rocksyregospel. I slipstrømmen af det store udbud af turnerende bands finder vi den danske kvartet HC, som med sit tredje udspil endelig træder i karakter som det hårdtarbejdende og seriøst spillende rockorkester, der mestrer den simple rock, det catchy refræn, beskidte sving med både hofte og overarme og med et tydeligt musikalsk talent i fuld vigør.

På bandets to første udgivelser var det først og fremmest tempoet, det overstyrede, den beskidte garagerock, der var i centrum. Der stank af livestemning og tresserinspireret boogierock i de første øvelser, men med denne selvbetitlede tredje udgivelse har HC i den grad fundet ind til benet af et ærligt, sumpet bluesrockudtryk, der især skyldes det imponerende uimponerede vokalarbejde, Patrick Heinsøe lægger for dagen. Det er crooneren, syrehovedet og rockeren for fuld udblæsning, solidt og blæret bakket op af Paw Eriksen på både banjo og forvrænget spade og Norup og Henriksen på henholdsvis bas og trommer. Sidstnævnte leverer noget af det frækkeste rytmespil på skæringen ”Play For Soul”, der aldrig rigtigt falder i hak med sit humpende drive, men som minder om Cream, når de swingede bedst. Også Heinsøe minder flere steder om Jack Bruce med sin vibrato, og bandet trækker i det hele taget voldsomme veksler på netop Cream, uden dog at falde på halen og uden at forfalde til simpel plagiat.

Er der Cream-fans derude? Tjek HC ud!

Også ”Hangman’s Blues” er et atypisk HC-nummer, hvor der er lejrbålstemning, tyskerfod og en nærværende stemning af kæmpekaktus, der ligner mænd med armene i vejret på den tørre prærie. Stemningen fortsætter på det lidt bøvede ”Copenhagen Bye Bye”, hvor banjoen igen klimprer derudaf, og Heinsøe lyder som en blanding af Otto Brandenburg og Steen Jørgensen. Ikke helt vellykket, men meget underholdende de første par gange man hører den rustne fællessang.

Men der er også numre med mere rocket spræl i, og her skal fremhæves den kværnende ”Love Love Love”, den boogierockende ”Turn Your Back and Go”, og ikke mindst den fremragende ”Love And Let Die”, der minder om gode gamle Nomads, når HC endelig fyrer bomben af med tung, svedig bluesrock.

HC viser på dette tredje udspil, at de mestrer både det muskuløse og det afdæmpede, det underholdende, nærmest humoristiske overskudsrock og den simple blues, der skal tages gravalvorligt. Men de elleve skæringer viser i hvert fald et band fuld af overskud, ambitioner og en lyst til at levere en varieret bluesrock, der var lige ved at gå i stå på deres sidste udspil., men som nu har fundet storformen. HC er et ivrigt turnerende liveorkester, og har du endnu ikke haft fornøjelsen af dette sprudlende ensemble, kan det kun anbefales at dukke op, næste gang landevejsrockerne kommer igennem din by.

Tags from the story

Skriv et svar