Highway Child: Sanctuary Come

highwaychild-sanctuarycome

Velspillet rock uden den skarpe kant.

Da den danske kvartet Highway Child udgav deres debutplade On the Old Kings Road i foråret 2008 lovede det godt for den sprudlende og retrospektive syretresserrock, affyret fra vuggende hofter med en vrængende sound over sig. Og man glædedes især over den imponerethed de unge rockere tog arven fra The Cream, Beatles og Hendrix på sig. Der var en solid blanding af tung, groovy triprock, der forenede den levende energi fra dengang med en moderne, og dog møgbeskidt garagerock, der fik anmelderne til at komme i bukserne af begejstring over den ’nye rock’n’roll darling’ i Danmark. Og live imponerede de alt og alle med deres energiske show, der bogstaveligt talt væltede ud over scenekanten.

Bandets opfølger, den 10 numre lange Sanctuary Come, er en ambitiøs affære, der både har talenterne og viljen til at spille rock’n’roll, men som slet ikke står mål med resultatet. Det, der startede som velmente skud fra en beskidt bøsse, ender her i tresserattituder, grænsende til det trivielle. Især i titelnummeret går det helt galt. Piano og melodi som var selveste Supertramp inviteret ind i studiet til en guest performance. Og det bliver ikke reddet ved at hælde Paw Eriksens grødede guitar ud over lydsporet. En guitar, som i øvrigt er noget nær det eneste lyspunkt på en ganske jævn udgivelse, der har en moden og voksen stil over sig, men som savner bid og distortion, bortset fra Paw Eriksens til tider fremragende guitarspil. Det ender desværre for ofte i tomgang på stedet, fordi Highway Child simpelthen forsøger at lave det rockmusikalske mesterværk, de rent faktisk kunne begå, hvis de smed ambitionerne ud i baglokalet og tog arbejdstøjet på.

For der er ingen tvivl om, at Patrick, Paw, Christian og Andreas spiller guddommeligt på deres instrumenter, og de kan deres kram! Men når man kommer til ”Dear Girl” er det, som om Rolling Stones endnu en gang får kunstigt åndedræt af en flok benovede efterkommere. I den efterfølgende ”You You You” slår ånden fra Van Morrison smut med halen og klapper i hænderne så man mister fornemmelse af både Highway Child og det 21. århundrede. ”Take you down” er i bedste fald uinspirerende, og det afsluttende nummer ”Born on the Run” er en patetisk pastiche over fordums frihedshymner.

Momentvist er der tale om ganske velspillet rock med en klar fundering i 60’ernes store stjerner, men alt for ofte står bandets egne ambitioner i vejen for det simple håndværk det er at spille overbevisende rock’n’roll.

Ærgerligt, men kom igen!

Tags from the story

Skriv et svar