Hola Ghost: The Man They Couldn’t Hang

cover-holaghost-themantheycouldnthang-2009-300x300

Tequilaberusede Mariachis med repetérguitarer

Den danske duo Hola Ghost har turneret med deres urban guerillarock siden 2005, og de debuterer nu med 11 rikochetterende melodier, der farer rundt i lokalet som dødbringende missiler. Der er tale om en herlig uhøjtidelig – men også gravalvorlig – omgang surfpunk, når de bandanaformummede mariachis fyrer deres psychobilly af med stilrene og gennemførte sange.

Åbningsnummeret ”Hola Ghost” er en ren Reverend Horton Heat for fuld udblæsning, og med det efterfølgende ”Spanish Moon” bliver festen i Tijuana sparket i gang for alvor. Bas og guitar er nådesløse våben i hænderne på Jeppe Jessen og Peter Sandorff, når de sparker det støvede sand op i fjæset på lytteren, godt bakket op af den notorisk hjemsøgte og utilregnelige Ghost 707 trommemaskine.

Bassist Knud Odde fra det tidligere Sort Sol har medvirket til skabelsen af titelnummeret, og nummeret ”Marguerita” er et kærligt genhør med en klassiker, som også er fortolket i en skramlet og punket udgave på Sort Sols album Everything That Rises Must Converge. Det afsluttende nummer ”Six Bullets” er det absolut tungeste og mest rå af de surfede poppunksange, men det viser fint bredden og ikke mindst viljen hos den kompromisløse danske duo.

Det er gennemført og elegant udført, med det rette touch af vildskab, gentlemen og gunslinger over sig. Melodierne holder et solidt kvalitativt niveau, og det er tydeligt at d’herrer har et godt greb om nosserne på deres inspirationskilder – og et solidt tag i alle de remedier, de slæber med ud i deres musikalske ørken i form af trompeter, dubbede filmdialoger og lidt heliumskrig og -skrål og ulvehyl. Men det er først og fremmest fandens underholdende og helt fremme i skoene, så man ikke kan undgå at blive revet med. Hola Ghost er i øvrigt også et ganske effektivt liveband, så find bare sombrero og hjulsporer frem næste gang de dukker op i horisonten.

Tags from the story

Skriv et svar