Honningbarna: Verden Er Enkel

cover-Honningbarna-VerdenErEnkel-*—-

Nordmænd uden fartpilot

”Dere som skaper noe sjøl, er forbanna eller har det gøy”.

Sådan står der på indercoveret af Honningbarna´s nye cd Verden er Enkel og skal man gætte, har de fem unge norske brushoveder med garanti både haft det sjovt og været forbandede i øveren under udfærdigelsen af nykomlingen. Siden sidst – med den forrygende debut La Alarmane Gå – er bandet reduceret en smule og har vekslet en trommeslager. Det gør dog ingen nævneværdig forandring, for Honningbarna lyder præcis som de plejer. Og så alligevel ikke, for The Hives´ Pelle Gunnerfeldt supplerer med spredte indslag af percussion og tangenter samtidig med, at han har fæstnet sig til producerstolen. Det giver tilsammen en tykkere lyd med mere bund og pondus end tidligere. Ydermere er punk-kuldet vokset fra en mere ren genrelyd, imod en mere potent og udpræget hang til rock´n´roll, fortsat med punkgalskaben i behold forstås. De har vitterligt altid været markant dygtigere musikere end størstedelen af de unge punkbands, der bliver spyttet ud på musikscenen i øjeblikket, men de er utvivlsomt blevet endnu dygtigere nu.

Teksterne er fortsat cirkulerende omkring politisk og social indignation, men med en velvoksen og smittende dosis spas og ungdommeligt glimt i øjet. Musikken er fortsat samme bolledej med heftige norsk-rullende call and response vokaler, bastante men dynamiske projektiler af basgange og en mur af guitarer, der sætter ind i og omkring vers og omkvæd og så vokalisten Edvard Valbergs i denne sammenhæng unikke cello. Denne gang er der dog et nyt facet ikke tidligere hørt så gennemført, nemlig et ualmindeligt huggende groove at spore i de fuldfede riffings, der minder om salig Rage Against The Machine.

Lige fra ”Dødtid” lægger fra med gutternes goofin around intro, der overtages af en nedtælling, skrig og kanonader af saftige guitarhug, over ”Velkommen Tilbage” svinefede og udprægede rock´n´rollede næsvisheder, er der smæk for skillingerne.

Hvor ”Offerdans” er speedet, men melodiøs punk, der i klimakset for gevaldige heavynosser er ”God Jul, Jesus” er også en urimeligt melodiøs skallesmækker, mens humoren står i fuld flor på ”Sinna Dame”, der er et minuts kvindeligt møgfald til den jævla kunst som optakt til herlige førstesingle ”Fuck Kunst (Dans Dans)

På ”Tynn Is” forstår man valget af Gunnerfeldt for her slår slægtskabet til The Hives ud i lys lue, men ellers er et gammelt band som svenske Sator en konstant reference, når man lytter til Honningbarna. Forskellen falder dog ud til nordmændenes fordel, fordi de ikke forfalder til svenskernes tyggegummipunk´n´roll og fordi de har meget mere solid bund og tyngde.

Man kan klandre Honningbarna for at være for ensformige i længden – og de råbende vokaler kan da trætte over tid – men der er saftsuseme udpræget dedikation, vildskab, melodiøre og herlig spilleglæde hos kvintetten og det i en grad, der ikke findes ret mange andre steder.

Se dem live – de er en fest!