I Am Kloot: Let It All In

cover-IAmKloot-LetItAllIn-2013-300x300

Intensiteten svækket hos britiske stemningsmestre

Britiske I Am Kloot er klar med nyt album, der har den vanskelige opgave at følge op på den forrygende Sky At Night fra 2010. Og det lykkes da heller ikke helt for Manchester-bandet at skabe et ligeså sitrende og helstøbt værk denne gang, hvor der synes at være lidt for meget musikalsk overflade i både komposition og Garvey/Potter-produktionen (begge fra Elbow). John Bramwells vokal og tekstunivers har stadig et højt niveau, men får ikke helt det samme rum til at folde sig ligeså stærkt ud i denne omgang. Og selvom vi stadig er i lavt tempo, så går det efter min smag en kende for stærkt af og til.

Åbningsnummeret ”Bullets” slæber sig ellers lovende afsted og bryder ud i elektrisk blues-solo, mens både ”Let Them All In” og ”Hold Back The Night” på mange måder minder om de bedste numre fra Sky At Night-albummet – desværre dog med en smule større distance mellem den nervesitrende intensitet fra forgængeren og den lidt lysere og mere åbne overflade, der hersker på ”Let It All In”.

Til gengæld synes bandet at have fundet balancen på albummets højdepunkt ”Some Better Day”, der rummer bandets ypperste i sangskrivning, stemning, vokal, tekst og hele vejen rundt. ”Even The Stars” er tæt på at have den magiske rastløse og intense nerve, som jeg savner på størstedelen af albummet, til gengæld virker ”Mouth On Me” som et decideret fejlskud, mens ”Shoeless” er lidt forhastet med en loose fornemmelse, der virker mere ligegyldig end tilbagelænet og ”These Days Are Mine” en tand for overdramatiseret til min smag.

”Masquerade” er en albummets mest iørefaldende kompositioner – ja, næsten Beatles-agtig. Og denne skæring er måske den eneste, hvor den lyse og tilgængelige overflade for alvor synes at komme til sin ret. Om man bryder sig om stilen er en smagssag – og mit gæt er, at mange I Am Kloot-fans vil savne dybden og nerven i dette nummer, der til gengæld har en række hitmæssige kvaliteter. Så er der mere at komme efter for den trofaste Kloot-fanatiker på afslutningshymnen ”Forgive Me These Reminders”.

Manchester-trioen er stadig værd at bruge sin tid og sine spareskillinger på. Det skyhøje niveau fra 2010 bliver dog ikke helt videreført på Let It All In, der er et album med masser af åbenlyse og medrivende kvaliteter. Desværre er der næsten ligeså mange passager, hvor man savner intensiteten, dybden og nerven, som I Am Kloot mestrer som ingen anden, når de får alt til at gå op i en højere enhed.

Tags from the story