I Got You On Tape: Church Of The Real

Stilforvirret klub eksperiment.

Når kloge folk skal kategorisere I Got You On Tapes musik, hører man tit den forholdsvis upræcise genrebetegnelse Bowie-ish, og med deres nye album Church Of The Real lever bandet, måske lidt ufrivilligt, op til dette tag. Bandets første album, I Got You On Tape fra 2006, var en omgang lækker catchy indie-rock, spillet af folk der kendte deres referencer. De befandt sig godt i deres genre, og allerede dengang sammenlignede mange medier I Got You On Tape med David Bowie. På Spinning For The Cause søgte bandet en mere dystre og mørk lyd. De indspillede det hele selv, tilføjede en masse synth og støj guitar, og reaktionen var klar. P3 kvitterede med en Guld pris, der til hørende 100.000 kroner og eksponering for den bredere del af befolkningen, som ikke nærstuderer de små nichemedier, som I Got You On Tape tidligere var henvist til.

Det er så lidt over halvandet år siden, og den stigende opmærksomhed skaber et altoverskyggende spørgsmål hos undertegnede. Hvordan takler I Got You On Tape den stigende opmærksomhed, og vil de forsætte den kompromisløse kamp, for den musik alt for få danskere kender til?

Hvis jeg skal komme med en parallel til I Got You On Tapes karriere, er det næsten for oplagt ikke at pege på førnævnte David Bowie. De musiske tigerspring som David Bowie tog fra sin glamrock periode med Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, The Man Who Sold The World og Aladdin Sane, til art rocken på Heroes, Low og Station To Station er meget lig med det spring I Got You On Tape tog fra deres selvbetitlede debut album og opfølgeren 2, til 2009s Spinning For The Cause. Er der så er lighedstegn mellem David Bowies superstjerne æra med Scary Monsters (And Super Creeps) og det kommercielle gennembrud med Let’s Dance, til I Got You On Tape i dag med det nye album Church Of The Real? Ja, selvom Jacob Bellens ikke er blevet en superstjerne på linje med David Bowie, er der lydmæssigt store lighedstegn.

Det er tydeligt at bandet forsøger at søge nye steder hen. Mange af numrene flirter med elementer kendt fra klubmusikken, så på “Truth And Solitude” er Rune Kielsgaards ellers glimrende trommespil, blevet erstattet af et simpelt elektronisk beat. På “Stereo” flirter de voldsomt med discoen, og på “Beneath A Cloud” er selv Jacob Bellens ellers så roste vokal skrottet til fordel for en vocoder, i et mislykket forsøg på at efterligne Air’s “Kelly Watch The Stars”.

Generelt har I Got You On Tape lidt svært ved at få vokalen til at spille sammen med resten af musikken på Church Of The Real. Her er “Song For Euros” et godt eksempel, hvor musikken bliver lidt for stram og elektronisk til hvad Jacob Bellens sang lægger op til. Dog fungerer eksperimenterne og samspillet ganske fint på albummets første tre numre, men de overgår ikke de bedste numre fra tidligere albums. Overordnet set fremstår Church Of The Real som et meget stilforvirret album, leveret af et band der ikke helt kender deres styrker, selvom de virker så åbenlyse.

Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.

Skriv et svar