I Got You On Tape: Spinning For The Cause

cover-igotyouontapespinningforthecause-2009-300x300

Fuldendt treer fra danske excentrikere

I Got You On Tape har efter deres to tidligere og genuine udspil I Got You On Tape (2006) og 2 (2007), for første gang udsendt en plade med en decideret selvstændig titel på Spinning For The Cause. Det er ikke det eneste nye der er sket for bandets udspil, for også lyden er denne gang anderledes. IGYOT har rykket sig fra den artrockede lyd fra de to forgængere, henimod en mere rendyrket og rocket lyd.

Væk er det indimellem lidt for anstrengende arty-farty udtryk, hvor man kunne tage sig selv i at ønske, om ikke de begavede drenge kunne droppe det tilknappede og reserverede, for i stedet at åbne bæltespændet og hive skjorten op af bukselinningen og lade bomulden hænge uden på bukserne, give fanden i koderne og bare lade det indre rockdyr komme til orde. Dermed ikke sagt, at bandet er blevet rock i middle of the road forstand, dertil er de stadig for skæve og eksperimenterende, men det peger da mere derhenad end tidligere.

IGYOT har fortsat et kæmpe aktiv i Jakob Bellens karismatiske og suveræne vokal, som i mine ører hører til blandt danmarks absolut fineste, mens resten af bandet spiller kompetent, med fin fornemmelse for både det tilbageholdte og det kraftfulde. Bellens lyder som en Stuart A. Staples fra Tindersticks og David Bowie, når han ubesværet går fra sit lyse, – eller mellemleje, til sin dybe vokal med særdeles fyldig klang og hvor han tidligere indimellem havde tendens til at brumme eller virke ugideligt mumlende, står han denne gang rent og særdeles potent frem i sangene.

Som altid hos IGYOT kræver materialet lidt tilvænning med undtagelse af et par numre, men de er alligevel væsentligt mindre lukkede og sky end det er sædvane for bandet og Spinning For The Cause er et knaldgodt udspil, som lægger adskillige alen til mange andre, danske såvel som udenlandske, bands.

”Caberet” lægger for med en mørk og tæt lyd, suppleret med nærmest imploderende trommer og tommetykke og rugende dystre keyboardflader, som skaber en nærmest sugende og suggestiv bundlyd. Det er fuld af fortættede stemninger og en tilbagelænet tilgang som kreerer særdeles tunge og uhyggelige auditive droner. En kolos af en start, som ikke ret mange bands kan levere i samme klasse og en både vovet, modig og særdeles udfordrende begyndelse på et album.

På ”Permanent Vacation” er vi tilbage i vante gænge for IGYOT, med en gadedrengehoppende og caberetagtig lyd, som læner sig op af Tom Waits’ skæve cirkusstemninger med Mefistofeles trippende ovre i hjørnet. Nummeret oser af Berlins dekadente 30’er stemning, et udtryk de i øvrigt deler med Baal, uden at kamme over i det bands alt for teatralske lyd. Det atypiske er, at IGYOT denne gang har skabt et nummer, man ikke bare kan nynne med på, men som rent faktisk opfordrer til det.

”The Blacksmith” er tilbageholdt eksplosiv, hvor der konstant bygges op mod det ventende og forløsende brag, som aldrig indfinder sig. Det som gør ”The Blacksmith” spændende er, at man ved gentagende lyt faktisk opdager, at forløsningen på forunderlig indfinder sig, bare imellem de mange fine lydlag og på mere subtil vis, end først antaget – det er sofistikeret og mesterligt gjort!

”Ace In The Hole” er præcis som titlen tilkendegiver et es af et nummer, som ryger direkte i 18. hul i første hug. ”Polkadots” er fortrinligt med sine dryppende, drømmende og løstsiddende keyboard streger, som bringer mindelser om sørgeligt opløste Grandaddy frem og ikke er langt fra det Bellens laver med Anders Mathiasen i duoen Murder.

Singleudspillet ”Spinning For The Cause” er bona fida IGYOT og udgør med sin fantastiske basgang og fede fremdrift, sammen med Bellens mørke fyldige stemme, en decideret ørehænger og en værdig repræsentant til årets bedste danske single. Med dette nummer viser Bellens og co. at de også ejer hitsingle kompetence. Det har spinnet i min afspiller over tyve gange nu og jeg er stadig begejstret og draget mod endnu et lyt.

Det høje niveau holdes helt til albummet afsluttes med den underskønne og gåsehudsfremkaldende ”Wedding Song”, som forener det bedste bandet har lavet med My Bloody Valentine anno deres uomgængelige milepæl Loveless. Det nummer, sammen med yin og yang tvillingen ”Caberet”, er i fælleskab hele pladen værd og vil med garanti, blive værd at give sin højre arm for i livesammenhæng.

I Got You On Tape har med Spinning For The Cause udgivet et helt igennem fremragende album, som er ren musikalsk nektar for sjælen og som må være en oplagt kandidat til årets danske rockalbum.

Tags from the story

Skriv et svar