In Flames: Sounds Of A Playground Fading


Et skridt frem for de svenske legender

Det svenske metalband In Flames har altid gået sine egne veje uden skelen til, hvad der har været oppe i tiden, eller hvad der vil please gamle fans. Sidstnævnte deler selvsagt vandende, for er man først glad for et band, så er der ikke nødvendigvis behov for store stilmæssige udsving. Til gengæld kan man være sikker på, at der vil udkomme en del albums der rent stilmæssigt lægger sig i kølvandet på enhver ny In Flames-skive. For bandet har i den grad været stilskabende.

Sounds Of A Playground Fading er In Flames’ tiende album. In Flames har siden Whoracle (1997) haft et nogenlunde stabilt line-up, men i februar 2010 valgte bandets grundlægger og gutarist Jesper Strömblad at forlade bandet. Hvilken effekt det har haft er svært at sige, og vigtigst af alt er det også, at det stadig er den uforlignelige Anders Fridén, der står bag mikrofonen. I ham har bandet en af den melodiske svenske metals bedste vokalister, der mestrer alt fra growl til skønsang. Der er mest af Fridéns karakteristiske snerrende vokal blandet op med ren vokal på kor på Sounds Of A Playground Fading, og egentligt er der ikke meget tilbage af den Göteborg-metal eller melodiske dødsmetal In Flames i sin tid var eksponenter for. Det melodiske har bandet aldrig sluppet, og de gode melodier er da også til stede på stort set samtlige albummets numre. På albummets sidste nummer, ”Liberation”, kammer melodien dog over i noget, der lyder som en Melodi Grand Prix sang blandet op med Dan Swanö anno Nightingale. Og det er på ingen måder positivt – udover at det leder tankerne hen på den uforlignelige Dan Swanö, der har haft fingrene i mangt et metalband, men som vist aldrig har arbejdet med In Flames.

Siden den noget skuffende A Sense of Purpose er der gået tre år. Så lang tid er der ikke gået mellem nogen tidligere In Flames-udgivelser og udover at skifte pladeselskab og bandgrundlægger, skulle der også være tid nok til at lægge afstand til forgængeren. Det bliver der bare ikke, og Sounds Of A Playground Fading lyder som en naturlig efterfølger til A Sense of Purpose. De nye numre er heldigvis en tand bedre og Fridéns vokale præstation har ligeledes fået et nøk opad! Især numre som ”The Puzzle”, der kunne have været at finde på snerrende og hurtige Come Clarity (2006), ”Darker Times” og ikke mindst ”A New Dawn” skiller sig positivt ud på et yderst varieret album. ”A New Dawn” indeholder In Flames’ klassiske vokalharmonier, og er det tætteste man kommer på hvordan In Flames lød i 90erne.

Sounds Of A Playground Fading er et klart skridt frem I forhold til forgængeren, som den dog ligger så tæt op ad, at gamle fans ikke vil føle sig fristet til at hoppe på igen. Disse bør i stedet downloade nummeret ”A New Dawn”, og så sætte The Jester Racepå anlægget.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar