Ingenmandsland: EP

Kantet dansk indiepop med potentiale

Det er et drømmende og tænksomt univers, som danske Ingenmandsland præsenterer på denne EP, der er udkommet på gammeldags vinyl og moderne digital download. Ingenmandsland er Thomas Brenneches eget personlig lydlandskab, der med gammeldags flair for den gode popmelodi, forsøger at kombinere det umiddelbare med et lidt mere kantet udtryk.

Det bliver aldrig til sange med det helt store bid, men snarere numre, der appellerer til det melankolske og tænksomme i lytteren. Moderniteten eksemplificeres i ”So Long Stockhausen”, der henviser til den moderne komponist, der deler navn med titlen, mens ”27. gang” reelt er en tidløs popsang med masser af enkelhed, men med tekstmæssig frækhed, der modsiger det poppede udtryk.

”Skibbrud” er afdæmpet og tænksom ligesom ”Fire dråber”, mens afslutteren ”Tiden går med mig” er mere klassisk poppet i sin musikalske tilgang. Vokalharmonierne er pænt sammensatte, og såvel musikalsk som tekstmæssigt føler man sig hele tiden på en let genkendelig hjemmebane, hvor klichéerne i både sang- og tekstskrivning fremstår som en ærlig og integreret del af projektet. Det er ikke mangel på opfindsomhed, der fører til floskler og almindeligheder. Snarere er det en naturlig udløber af, at Brenneche tager udgangspunkt i den gode gammeldags velfungerende melodi.

Jeg kunne godt savne lidt mere overraskelse undervejs. Enkeltvist står numrene som fine små indiepop-perler, der fungerer fint, men som helhed er de instrument-mæssige variationer ikke helt nok til at holde fokus fastrettet mod musikken. Kompositorisk må der gerne være lidt mere bid og lidt mere forandring, hvis Ingenmandsland en dag skulle barsle med et fuldlængde-album.

Det ændrer dog ikke ved, at denne EP giver en fin forsmag på et projekt, der har potentiale. Det er bestemt værd at stifte bekendtskab med dette Ingenmandsland, der dog gerne må folde sig ud til lidt mere, hvis Ingenmandsland i højere grad skal blive Thomas Brenneches land, og hvis EP en dag skal blive til LP.

Tags from the story

Skriv et svar