Iron Maiden: The Final Frontier

Maiden Mesterværk!

Et godt stykke hen i karrierens efterår har engelske Iron Maiden for nylig udgivet sit 15. studiealbum The Final Frontier. Ikke uforståeligt har der været en del bekymring om titlen – bliver dette det sidste album fra verdens største heavy metal orkester? Tanken er skræmmende og skubbes langt væk i hjernens afkroge. Bassist og grundlægger Steve Harris har før udtalt, at han altid har haft som ambition at udgive netop 15 albums og ikke mere, men heldigvis er hele bandet begyndt at trække i land med den påstand. For foran os ligger The Final Frontier som, hvis det reelt er det sidste album, er noget af det ypperste denne konstellation af gruppen har præsteret og de har i så fald sat en markant milepæl for enden af vejen. The Final Frontier er også den foreløbige kulmination på ti års imponerende sejrsgang siden Bruce Dickinson og Adrian Smith i 1999 kom tilbage i folden og reddede den synkende skude der styrede mod bunden i de sørgelige 90’ere.

I dag, 30 år efter debutpladen, er Iron Maiden et band der tydeligvis nyder deres status, et band med så meget erfaring i bagagen og stadig masser af spilleglæde og energi at lægge i den udfordrende proces det er at skrive ny musik som stadig lyder umiskendeligt som Iron Maiden, men som også flytter hegnspæle ind i helt nye musikalske territorier. Det gjorde de i 2006 på A Matter of Life and Death, og gør det igen på The Final Frontier og fanme om ikke det er endnu bedre denne gang.

Det var ellers med en smule forbehold at pladen blev modtaget. Første single ”El Dorado” (en bitter kommentar om grådighed og finanskrise) var ikke med til at skrue forventningerne i vejret, men heldigvis er det pladens svageste nummer – selvom det faktisk er langt bedre når man hører det i sammenhæng med resten.

Lige fra de første fire minutters buldren og kaos der indleder “Satellite 15…The Final Frontier” til blæsevejret der afslutter, ”When the Wild Wind Blows”, er pladen hårdt pakket med riffs, ambitiøse melodier, temposkift, geniale detaljer og smukke og tankevækkende tekster så man simpelthen overvældes. Her en hurtige numre som ”The Alchemist” om de to astronomer/okkultister John Dee og Edward Kelly som levede i det 16.århundrede. ”Coming Home” som er pladens eneste ballade om at rejse langt væk og glæden ved at vende hjem til sikker grund. “Mother of Mercy” er en klassisk Maiden sang om soldater i krig og det skummer af engelsk og keltisk folklore i den fantastiske “Isle of Avalon, hvor duoen Smith/Harris igen beviser, at deres sangskriverkemi er helt urørlig. Fælles for flere af numrene på pladen er de lange opbyggende introer der passer perfekt til de historier som Maiden fortæller denne gang.

Men det er dog den sidste halve time af pladen der byder på nogle af de største oplevelser. De tre sidste numre varer mellem 8 og 11 minutter og indledes med pladens måske bedste nummer “The Talisman” som sagtens kan blive den nye “Rime of the Ancient Mariner”. Den ”nye” guitarist Janick Gers har efterhånden vist sin berettigelse i besætningen og hans kærlighed for folkmusik er tydelig på dette nummer ligesom det var det på ”The Legacy” fra forrige studieplade. ”The Man Who Would Be King” og den tragiske ”When the Wild Wind Blows” indeholder et væld af episke stemninger som ingen andre bands kan skabe uden at det bliver for storladent.

Alt i alt kan det opsummeres at, The Final Frontier afspejler et band i ypperste topform. Iron Maiden har ikke begået en ny Number of the Beast eller Seventh Son of a Seventh Son, men det ville heller ikke give mening at kopiere tidligere succeser. Iron Maiden anno 2010 behøver ikke bevise noget for nogen og desto mere imponerende er det, at de stadig formår at udvikle sig og aldrig har mistet evnen til at skrive metal musik af usædvanlig høj kvalitet.

Tags from the story

Skriv et svar