Iron & Wine / Calexico: In The Reins

To fantastiske bands slår sig sammen, og sød musik opstår

Det er umiddelbart svært at forestille sig de to forskelligartede americana-bands Iron & Wine og Calexico gå sammen og lave en EP, der yder begge bands retfærdighed. Hvordan sammensmelter man Sam Beams spøgelsesagtige og afdæmpede lyd med Calexicos højere tempo og hang til mariachi? Svaret er, at det gør man slet ikke. For selvom Calexico mere end titter frem på de fleste af EP’ens syv numre, så er der ingen tvivl om, at albummet ligger mere op af Sam Beams stil – især hans nye stil som han indførte med ”Woman King EP” fra tidligere i år. En stil hvor han har bevæget sig en smule væk fra sin sædvanlige lo-fi-stil og over i det mere band-baserede.

Samtlige numre på “In The Reins” er skrevet af Sam Beam, og de smukke folkmelodier og -tekster er da også derefter – oven i det kommer Calexicos hang til blæsere og pedal steel, og giver det hele en ekstra drejning ud i den støvede ørken. Det er netop ved instrumenteringen, man fornemmer den største indflydelse fra Calexico. Som fx den hele tiden tilstedeværende pedal steel på ”Prison On Route 41”, det storslåede horn-arrangement og slideguitarerne på ”A History Of Lovers” og Salvador Durans opera, knap 2 minutter inde i åbningsnummeret ”He Lays In The Reins”, kan næsten ikke være Sam Beams påfund – om det så passer ind i et ellers perfekt nummer kan diskuteres. Eftersom Joey Burns er blevet en langt bedre sanger og sangskriver på de seneste par Calexico-albums, kan det undre, at han ikke deltager mere. Hans country vokal ville være et perfekt supplement til Sam Beams hviskende stemme – undertegnede havde i hvert fald håbet på lidt mere vokal fra hans side. Det er kun i vokalharmonier, man kan høre Joey Burns synge. Vokalharmonierne fungerer da også perfekt, hvilket ”A History Of Lovers” er et godt eksempel på.

”In The Reins” når ikke helt op på ”Woman King EP”, men den frygt undertegnede havde for, at Sam Beam skulle have leveret numre til projektet fra et Iron & Wine-overskudslager gøres i den grad til skamme, hvilket stort set alle numrene vidner om.

Det flotteste nummer på EP’en er uden tvivl ”Sixteen, Maybe Less”, der tilfældigvis også har den smukkeste tekst, som faktisk fortjener at blive citeret i sin helhed. Det er en nærmest perfekt kærlighedssang, der leveres i en afdæmpet country and western stil. Det hele indledes med en steel guitar, der indvarsler alt andet end happy ending. Pludselig dukker Sam Beam op med ordene:

Beyond the ridge to the left, you asked me what I want
Between the tree and cicades singing around the pond
”I’ve spent an hour with you, should I want anything else”

På andet vers kommer der en kvinde med på baggrundsvokal, og det hele bliver om muligt endnu smukkere. Tempoet og lyden skrues en smule op:

One grinning wink like the neon on a liquor store
We were sixteen, maybe less, maybe a little more
I walked home smiling, I finally had a story to tell

Det fortsætter i omkvædet.

And though an autumn time lullaby
Sang our newborn love to sleep
My brother told me he saw you there
In the woods one Christmas Eve, waiting

Efter en guitarsolo bliver vi pludselig voksne. Væk er den uskyldsrene ungdom, hvor drømme er noget, der handler om nuet, eller nogen man ser frem til at udleve, og ikke nogen man bruger til at se tilbage på livet med. Det er nu det bliver melankolsk.

I met my wife at a party when I drank too much
My son is married and tells me we don’t talk enough
Call it predictable, yesterday my dream was of you

Så kommer kvinden med på vokal igen.

Beyond the ridge to the west, the sun had left the sky
Between the trees and the pond, you put your hand in mine
Said, ”Time has bridled us both, but I remember you too”

And though an autumn time lullaby
Sang our newborn love to sleep
I dreamt I traveled and found you there
In the woods one Christmas eve, waiting

Perfekt!

Nu skal jeg ikke forstyrre mere, og du er vel også godt på vej til nærmeste pladebutik!?

Iron & Wine / Calexico
Tags from the story
, ,
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar