ISIS: Wavering Radiant

cover-isis-waveringradiant-2009-300x300

Amerikanske mørkemænd leverer stram og støjende poesi

Grundlagt i Boston, Massachusetts, 1997 af blandt andre guitarist og sanger Aaron Turner og vennerne Jeff Caxide og Aaron Harris på henholdsvis bas og trommer. Bandet udsprang af den progressive undergrund på 90’ernes east coast, hvor lyden blev stadigt mere eksperimenterende og mørk og bevægede sig væk fra den kommercielle skovhuggerrock, der huserede på livet løs på den modsatte kyststrækning.

Som et barn i konstant opposition har ISIS på alle deres fem udgivelser + det løse aldrig leflet for det ørehængende og det radiovenlige. Bandet er derimod et klassisk eksempel på den frodige parallelverden af unikke og stilskabende orkestre, der lever i bedste velgående og i høj grad i opposition til den etablerede musikscene, hvor det er numre på max fire minutter og med mindst tre refræns, der bliver designet til hitbarometerne af kyniske pr-folk. På mange måder er et band som ISIS et levende bevis på, at det ikke kun er muligt at skabe sig en platform for sin egen originale musik, men at det også er muligt, mod alle tendenser, at skabe noget af det mest levende, vitale og fremadrettede rockmusik lige her og nu.

Og som guitarist Michael Gallagher formulerer det i magasinet Guitar Player i september 2006:,

“We’ve never tried to be on the radio, and we’ve never tried to please others. We’ve simply done whatever we’ve wanted to do, and we’ve all decided to be happy with the results.”

I starten indeholdt ISIS både det hårdtslående mere traditionelle metal, men fra album til album har bandet langsomt udviklet deres lyd og projekt, så de i dag står som en levende organisme, der er uløseligt knyttet sammen på kryds og tværs af lyde og stemninger og koncepter, som gennemsyrer alle de musikalske projekter, bandet engagerer sig i.

Deres stil ligger i tydelig forlængelse af den udadvendte og larmende sound fra Neurosis, men i høj grad også af den stærkt indadvendte og nærmest sky stemning fra New York-bandet Swans, der var så sorte og med et så selvdestruktivt udtryk, at publikum nærmest ikke kunne holde ud at se dem live. ISIS indeholder elementer af den samme skarpskårne smerte og udtryksfulde destruktion, men som Swans har de også den poesi og fortryllende transcendens, der løfter det hele op i et æterisk lag, hvor man ikke kan andet end at overgive sig uforbeholdent til musikken.

ISIS’ femte studiealbum Wavering Radiant er som de tidligere albums bygget op af solide og konstant repetitive sløjfer af distortion, rå vokal og betontung rytme, og med åndehuller af stor skønhed og en lethed, der trodser enhver beskrivelse. Det er en nærmest symfonisk kakofoni af bølger af støj, med suset af tunge vingestrøg og spil af lysets fine reflekser på det afgrundsdybe sorte ocean.
Man bliver hyllet ind i den rumlende gentagelse, som ISIS har til fælles med et band som Godflesh, samtidig med at numrene varierer og udvikler sig med samme styrke og elegance som hos ligesindede God Machine. Der er dog et helt og aldeles eget udtryk og spil hos ISIS, der ikke passer ind i nogen formler og kategorier. Bandet beskrives ofte som post-metal og avantgarde, men det er kun fattige ord, der forgæves forsøger at favne en kompleksitet, der ikke lader sig beskrive og som inderst inde heller ikke ønsker det.

Der er inspirationskilder og referencer til både litterære værker og filosofiske tankegange, og ISIS ser selv deres musikalske projekt som et stykke kunst. Tekster, musik, layout, liveshows, det hele hænger sammen i et kunstnerisk udtryk, der ikke lader sig definere og forstå i sine enkeltheder. Det skal opleves, som ægte kunst skal, og efter at have forsøgt at forklare, hvad der egentlig sker i musikken ved utallige interviews, rekapitulerer Aaron Turner sin vision med ISIS med følgende ord fra Phoenix New Times i 2007:

”Through explaining the last two albums time and time again, I just started to become weary of the topic, and I started to feel like I was losing my connection to the music and the lyrics simply from having repeated it so many times, and for me, personally, it’s really important to maintain that connection as much as possible. I feel there’s a lot of emphasis these days placed on explaining everything in such a fashion that there’s really nothing left for the listener or reader to explore themselves. It’s all spelled out. So it’s interesting to leave some of that stuff open-ended so they have do to a little bit of legwork themselves.”

Således lader jeg ISIS få det sidste ord, og anbefaler hermed et album, der meget vel kan gå hen og blive et af de mest interessante udspil på den alternative rockscene – ikke kun i år.

ISIS kan opleves på Roskilde Festivalen, hvor de også spillede på Odeon i 2005, og er i undertegnedes øjne et af dette års absolutte hovednavne.

Tags from the story

2 kommentarer

Skriv et svar