J. Tex & The Volunteers: House On The Hill

Stilsikker Americana fra egne landestrøg

J. Tex & The Volunteers´ hillbilly countryrock er dybt forankret i den amerikanske rootsmusik og den dansk-amerikanske trio har fat i den lange ende og et stålsikkert greb om traditionerne på House On The Hill. Nok indeholder albummet en hel del covers – syv ud af tolv skæringer er fortolkninger – men de falder herligt naturligt ind i bandets eget materiale. Og med fare for at få Johnny Cash-fans på nakken, så er jeg på nippet til næsten at dømme J. Tex´ version af ”I Still Miss Someone” bedre end originalen og det er vel at mærke sagt af en stor fan af The Man In Black. Jens Einer Sørensen synger med en varmere glød og en mindre snap diktion end Cash, og det giver nummeret et nyt liv. Det er sgu godt gået.

J. Tex & The Volunteers’ egne numre holder alle højt niveau og leveres med spilleglæde, autencitet og fingerspitzgefühl, når det kommer til melodisk feel for den amerikanske tradition. Bandet lyder langt hen ad vejen som en dansk fætter til især Tom Waits’ højanerkendte blå viser, fra livets skyggesider og eksistentielle skæverter, men også et navn som Woven Hand –  dog uden den kristne tungetale og gotiske patos – melder sig som genkendelsesakse. Apropos Waits, så lyder J. Tex´ cover af Little Feat´s ”Willin” – et af pladens bedste numre i øvrigt – pudsigt nok mere henad Waits materiale end Little Feat´s eget. Og så lyder fortolkningen af Steve Earle´s ”Ben McCulloch”, som en fræk countryficeret version af Nick Cave, når han rabler på O´Malleys bar.

Åbneren ”The Ballad Of My Brother & Me” er en lille perle, der sætter barren højt for resten af det støvede udspil. En lun, fyldig og swingende gulvbas, spillet med nerve og overbevisning af Ida Hvid, skaber sammen med banjo og Jason Bedards følte og stilsikre percussion, rammerne for fire minutter med læberne svunget op i et bredt smil. Titelnummeret er også værdigt blandt de store drenge. Arizonagutterne i Calexico og Giant Sand, kunne snildt indlemme J. Tex & The Volunteers i klubben og snuppe en whisky på verandaen i fællesskab. Jens Einer Sørensens vokal er præcis så fyldig, rusten og støvet med masser af overskud, at man køber præmissen og gladelig inviterer den amerikanske prærie indenfor i stuen. Skulle jeg pege på en ligesindet vokal, falder tankerne på sørgeligt afdøde Mark Sandman fra hedengangne Morphine.

Eneste skurren i geledderne er ”Carnival Girl”, der bliver for meget fransk caberet-stemning for min smag, til og med med Sørensen i rollen som fransk chanson. Det er også det eneste der nummer, der stikker uheldigt ud og desværre bryder med den stilsikre ramme, pladens ellers befinder sig rigtig godt i.

”Ukulele Lullaby” er spøjs med sine impulsive studiekommentarer og en varm og elegant afslutning på et herligt gennemarbejdet, og i bedste forstand helt igennem bedaget album af den slags, der ikke findes mange af på den danske scene. Når jeg nu nævner inspiration fra og tydelige paralleller til adskillige andre bands, kunne man spørge sig selv, hvor vidt J. Tex & The Volunteers har sin berettigelse. Her må svaret blive et rungende ja, for det er gjort med så stor autencitet og overbevisning, at jeg gerne vælger danskerne til, giver dem plads og rum og i stedet lægger pejlepunkterne lidt til side for et øjeblik.

House On The Hill er et glimrende traditionsbevidst album, der fortjener opmærksomhed.