Fordomme bliver aflivet – men Jamie T-roserne er med forbehold

Den britiske vidunder-provokatør og anmelder-darling Jamie T er klar med andet album. Et album, der koger en masse forskellige genrearter sammen i et sammensurium med pop-overflade, reggae-kant, hiphopelementer og alt muligt andet. Til tider bliver mine fordomme om hiphop og genrens utidige indblanden i pop og singer/songwriter aflivet, men Jamie T formår dog ikke at overbevise over hele linjen.

Det ville næsten også være for meget af det gode, for det er omtrent på nippet af overambitiøst at skrabe så mange forskellige arter og nicher sammen – og skabe en ny vellykket helhed ud af det. Ind imellem går eksperimenterne mindre godt end andre. Jamie T har bagdelen med sig, selv når det ikke går godt, og bundniveauet er således acceptabelt.

Men de helt store øjeblikke hvor sammensmeltningen går op i en højere enhed, er lidt for få. ”Sticks’n’Stones” har den lettilgængelige hitoverflade, ”The Man’s Machine” er flabet og fræk, mens ”Emily’s Heart” er akustisk guitarunderlagt, og viser at Jamie T også har evner ud i den mere almindeligt regulære sangskrivning. ”Spider’s Web” er lidt i samme rille som ”The Man’s Machine”, og hiphop-underlægningen er velfungerende for det iørefaldende ydre.

Jamie T er en gavflab, og han er dygtig til at få nørklet sine tekster ordentligt sammen, så de har udtryk og indhold. Det er den store årsag til, at Kings & Queens har et højt bundniveau, og til at de bedste passager er ganske overbevisende. Men der bliver afprøvet lidt for meget og søgt lidt rigeligt mange afkroge til, at det for alvor sætter sine spor som en helheds-åbenbaring.