Jens K: Manden der ville være menneske

Jens K må have valgt sit kunstnernavn med omhu, for der er ikke ret meget andet, man kan kalde sig, som i højere grad signalerer en lidt utidssvarende tilgang til sit materiale, der må fungere på teksternes præmisser og med en art budskab i højsædet. Ellers ville man kalde sig noget mere mundret, noget mere A&R-venligt, noget mindre klodset. Og det er i og for sig en sympatisk måde at markedsføre sig selv på: som et ikke-produkt.

Og Jens K holder da også på sit tredie album det, han lover, allerede i kraft af hans fravalg af kunstneralias. Manden der ville være menneske er en samling numre, der ikke passer synderligt godt sammen, men som alligevel opnår at udgøre en helhed som et album. Den samme slags helhed som alle os, der deler drømmen, til daglig oplever at fragmenterede tanker og sindsstemninger, ønsker og gøremål, omverdenens hemmeligheder samler sig i oplevelsen af trods alt at være Mig Selv.

Albummet er blevet til på teksternes præmisser. Tekst og musik følges ikke altid helt ad, men på den måde tvinges man som lytter til at være opmærksom på teksterne. Så på den måde fungerer de alligevel som de skal. Der er gennemgående en elektronisk kerne i numrene, og hvis der er en substantielt samlende kraft, er det dén.

De musikalske temaer er lige så fragmenterede som de lyriske, og under lytning dukker referencer som Juncker, C.V. Jørgensen, Souvenirs, Olesen-Olesen, Jens Unmack og Nikolaj Nørlund op. Men hvor de nævnte hver især excellerer indenfor deres felt, bliver Manden der ville være menneske til en let uforløst øvelse i at finde den danske lyd. Det er så til gengæld også lykkedes til fulde.

Manden der ville være menneske er en så arketypisk dansk plade, som det kan lade sig gøre at lave i dag, hvor den danske lyd også er blevet international. Men den fungerer på mere end bare det musikalske plan, og det er efterhånden en sjældenhed.

Skriv et svar