Jens Lekman: I Know What Love Isn’t

Som han dog kan sige det

Jeg fik mit første musikalske møde med svenske Jens Lekman, da han i 2007 udgav Night Falls Over Kortedala. Hans kærlighedssange var på samme tid hjerteskærende melankolske som de var skæve og humoristiske. Siden har Lekman forsøgt sig med små musikalske sideveje på et par EP’er, og her tabte han mig et sted på afkørslen. I år er Jens Lekman tilbage med et helstøbt fuldlængdealbum, I Know What Love Isn’t, og allerede da jeg læste titlen et sted, havde jeg en god fornemmelse af, at jeg havde fået den gode gamle skæve crooner tilbage.

Jens Lekman er tilbage med de egenskaber, som han i første omgang blev kendt for. Igen fornemmer man et knust hjerte og en underspillet vittig weltschmertz, som er svær at stå for. Man burde egentlig enten have ondt af Lekman eller kalde ham et tudefjæs, men han serverer fortællinger om forliste forhold med både melankoli, bitterhed og humor. Alt sammen igen pakket ind i kitchet velarrangeret pop, hvor han flere steder diskret får sneget klaver, strygere, fløjte og saxofon ind – det bliver aldrig stort og pompøst men hele tiden simpelt og underspillet.

Kitsch. Med fare for at ordet klinger negativt, bruger jeg det alligevel, for Jens Lekman kan bære det. Hans melodier og hans ”swing” gør ham til en crooner i genren easy listening. Lekman lyder henslængt og trist når han synger, hvilket leder tankerne hen på engelske Morrissey. Når det er sagt, bliver jeg nødt til at vende tilbage til hans skævhed, humor og krøllede lyriske hjerne. Hans tekster er på én gang simple og genialt fundet på, og man kan ikke holde smilet tilbage overfor hans tragikomiske beskrivelser af kærligheden.

Lekman synger om, at han drømmer om cowboystøvler der kan gå lige og hurtigt og alt andet end tilbage til hans ekskæreste.

Lekman synger om, hvordan man ikke kan reparere et knust hjerte, men at man kan bære det med ynde.

Lekman synger om, at et knust hjerte ikke er jordens undergang – for jorden undergang er trods alt større end kærlighed.

Sådan kunne jeg blive ved, for man får lyst til at fremhæve næsten alle numre på I Know What Love Isn’t. Der er smuttere i mellem, men når smutterne stadig vækker lytterens positive opmærksomhed, så har man med et godt album at gøre. Det har vi i dette tilfælde, og vi skal være glade for, at vi har fået vores kiksede, kejtede og cool svenske crooner tilbage.

Tags from the story