Joe Bonamassa & Beth Hart: Don’t Explain

Soulfyldt samarbejde

Fire dage. Så lang tid tog det for produceren Kevin Shirley, guitaristen, Joe Bonamassa og den amerikanske blues/rock sangerinde Beth Hart at indspille ti numre, som er endt på det ventede duet-udspil fra én af rockens største guitarister; eller fra én af blues’ens største kvindelige vokalister? Hvem man end vælger at pege fordelspilen på, så er dette et samarbejde som begge parter vinder lige meget på.

Beth Hart er i forvejen en kendt kunstner på vores breddegrader, i det hun i de senere år har nydt stor anerkendelse på de danske sommerfestivaler (af den mere hyggelige slags) og har slået sit navn fast med sin Janis Joplin-agtige, soulfyldte og rockede bluesstemme, der bygger på et hårdt liv med utallige nedture. Hun fik i Danmark slået sit navn fast da hun i 2004 indspillede Stones’ klassikeren “Wild Horses” med vores egen Jesper Binzer.

Joe Bonamassa er ligeledes et navn, der får de fleste rockelskere til at spidse ører i disse år. Han er selve definitionen på en hot-shot guitarist, der med et eminent guitarspil har overbevist mennesker kloden over om, at han nok er ‘the saviour of the blues’, som han flere steder er blevet kaldt. Han passer i øjeblikket en successfuld solo-karriere og er desuden én af de fire musikere i gruppen Black Country Communion.

Bonamassas faste producer og musikalske sparringspartner introducerede de to kunstnere på Dust Bowl (Bonamassas seneste soloplade fra foråret), hvor Hart leverede en flot præstation på “No Love On The Street”. Shirley fik derefter idéen til et samarbejde, der skulle munde ud i et helt album med de to. Don’t Explain er således resultatet. Ingen af de to musikere har leveret nyt materiale til projektet, der således udelukkende består af fortolkninger af nogle af den amerikanske soulmusiks helt store øjeblikke. Beth Hart beviser, at hun uden anstrengelse kan levere berettigede versioner af både Aretha Franklin’ (på “Ain’t No Way”), Ray Charles (“Sinner’s Prayer”) og sågar en utraditionel men herlig version af Tom Waits’ “Chocolate Jesus”. Joe Bonamassa leverer den perfekte underlægning i form af sjælfyldte soli, men også tung rock der får Bill Withers’ “For My Friend” til at lyde som en hidtil glemt Led Zeppelin indspilning. Eneste anke er et par overstadige udgaver af Etta James klassikerne “Something’s Gotta Hold On Me” og “I’d Rather og Blind”).

Normalt bør coverplader ignoreres lige så hurtigt som de udkommer op til julehandlen, men Don’t Explain er én af få undtagelser, hvor det rent faktisk er en fornøjelse at lytte med. Beth Hart er nok stor på markedspladserne, men denne udgivelse sætter hende endnu højere som kunstner, og der er ingen tvivl om, at dette partnerskab med Joe Bonamassa vil gavne hendes karriere fremover. Her kan man sige, at fire dage er godt givet ud.

Tags from the story
,

Skriv et svar