Joe Bonamassa: Driving Towards The Daylight

Moderne blues med dybe rødder

Joe Bonamassa kræver ingen introduktion, der er rigeligt at læse her på siden hvis man er i tvivl. Inden sommeren for alvor satte ind udgav den amerikanske guitarist sit 13. album som denne anmelder flittigt har lyttet til lige siden. Driving Towards The Daylight er titlen og antyder noget med at køre om natten indtil daggry indfinder sig. Åbningsnummeret “Dislocated Boy” vil således udmærket passe til en bluesy, laid-back tur på en amerikansk highway netop mens der stadig er mørkt og minimal trafik.

Albummet er indspillet på hjemmebane i Los Angeles og for syvende gang med Kevin Shirley som producer. Man kan godt undre sig over om netop det makkerpar kan blive ved med at udvikle Joe Bonamassas lyd og udtryk hvert år, når det obligatoriske album skal skabes. Men det kan de. Efter en perlerække af albums er det næsten utroligt, at man i denne anmeldelse skal bedømme Driving Towards the Daylight som én af de allerbedste. Ikke alene er Bonamassa blevet en bedre sanger med årene, men på denne plade er han ved at overgå sig selv i de selvkomponerede sange. Det førnævnte “Dislocated Boy”, titelnummeret, “Heavenly Soul” og “Somewhere Trouble Don’t Go” er tre glimrende eksempler på hans talenter for at skrive medrivende og smukke sange. Traditionen tro har han sammen med Shirley valgt en række covernumre som udgår syv ud af elleve numre. Det er lidt ærgerligt, da det er Bonamassas egne sange der står bedst frem. Tom Waits hyldes med en version af “New Coat of Paint”, der leveres med indlevelse men uden de tunge tobaksskyer der hænger over originalen.

Rocken er nedtonet en smule og der bliver søgt tilbage til en mere basic blues som han spillede den på de tidligere plader som fx Had To Cry Today og So It’s Like That. Man kan godt kalde albummet for en slags ‘back-to-basics’ – der bliver næppe mere basic end når et originalt lydklip med legendariske Howlin’ Wolf indleder “Who’s Been Talking” – et riff som Jimmy Page stjal og gjorde til “Whole Lotta Love”. Willie Dixon nummeret “I Got All You Need” og Robert Johnson’s “Stones In My Passway” understreger at dette album trækker på de aller dybeste rødder i blues’en.

Bonamassa har også denne gang allieret sig med en række musikere som han ellers ikke normalt spiller med. Her bør Brad Whitford fra Aerosmith, Anton Fig (Dave Letterman Late Show, Kiss, Ace Frehley etc) og den skotsk/australske whiskey-tenor Jimmy Barnes giver den gas på Too Much Ain’t Enough, som er et ganske traditionelt øl-rock nummer men absolut ikke uden charme. Driving Towards the Daylight er det bedste bud på et ‘årets blues/rock album” – det er som om der bare er for få konkurrenter.

Tags from the story