Julie Maria: Yaguar

cover-juliemaria-yaguar-2009-300x300

Dansk pop genoplivet og fornyet

Med afsæt i jazzscenen debuterede Julie Maria på engelsk med Beautiful Minor, inden hun for et par år siden fortsatte På kanten af virkeligheden med sin første dansksprogede pop-plade. Kvalitativt var der tale om en ganske stærk udgivelse, og Julie Maria var tydeligvis på ret kurs som kunstner, ligesom den musikalske sparringspartner og producer Christoffer Møller var på ret vej til at samle trådene til et stærkt musikalsk udtryk. Dog var helheden på nippet til at være lidt for perfekt og pusse-nusset.

I tiden fra seneste album til Yaguar er flere af numrene fra seneste plade blevet remixet med et elektronisk – til tider nærmest dance-agtigt snit. Og det har været med til at forme udtrykket på det nye album, der er meget alsidigt og som både har dybde, energi, tempo og en fantastisk personlighed.

”Ubestået”, som ligger som albummets andet nummer, er et af de bedste danske popnumre, jeg har hørt i dette årti. Det viser Julie Marias mangeartede udtryk, som både er nært, dybt, uskyldigt, modent, skarpt, sødmefuldt, hårdt og blødt. Singlen ”Evelyn” har hitpotentialet, ”For Smuk” er elektronisk præget, men stadig med nærhed og intensitet, mens der er stor dybde og indlevelse på ”Det er mig der har den”.

”Forbandet Stille” er en velment duet med Mads Langer, men det fungerer ikke rigtigt. Julie Marias udtryk bliver udvandet i selskab med Mads Langer, og det er som om, at sangerinden vender tilbage til den lidt for store perfektionisme, for at få samspillet til at fungere. Heldigvis varer udfaldet ikke længere end dette nummer, for på ”Hvor langt tør du gå?” er Julie Maria tilbage i skarp stil med elektroniske og feststemte beats – og med masser af udtryk i vokalen.

”Hende dér den stille pige” er akustisk fingerspillet guitar og en super-nærværende Julie Maria, mens ”Jagtet og Jaget”, der indholdsmæssigt er albummets titelnummer, er et rastløst og hektisk udviklende nummer, der skifter fra fin pænhed i starten til en afsluttende energi, der tager pusten fra lytteren.

”Forsoning og farvel” er den lille akustiske afslutter, der er vellydende, fint melodisk, melankolsk, og dermed en albumafslutter, der rummer samme dybde og personlighed, som kendetegner størstedelen af et album, der er forbavsende alsidigt, gennemarbejdet og helstøbt. Og et album som i min bevidsthed genopliver alt det bedste ved popmusikken, selvom jeg efterhånden havde opgivet at skulle holde af genren igen.

Den danske popscene har således været præget af tomhed og ligegyldigheder i mange år. Det er de færreste, der har formået at ændre på den sag, for popmusik henvender sig til det brede publikum, og formidlerne af musik til det brede publikum (læs: dansk radio) har så minimale genitalier, at de ikke tør byde på musik med mere dybde end en småstønnende Sanne eller en lækkersmæskende Helmig med heftige hoftevrid. Men Julie Maria har formået at snige sig ind i det lukkede land, og hun har bragt en dybde, en umiddelbarhed og en kompethed til den danske popscene, som jeg ikke havde troet muligt.

Yaguar er en meget moden og livsklog udgivelse fra en ung sangerinde, der optræder med en rutine, indlevelse og overbevisning, som er overvældende. At der er overskud til at smide seks fede remix fra seneste album på en bonus-cd trækker ikke ned, men bekræfter kun indtrykket fra selve albummet.

Yaguar har med sin imponerende spændvidde og sit fornemme udtryk, der rummer så mange af den tidsaktuelle popscenes elementer, potentialet til at blive en af dansk pops mest betydningsfulde udgivelser i dette årti. Og det er næsten skræmmende at tænke sig, hvad Julie Maria kan drive det til, hvis hun fortsætter udviklingen i denne retning.

Tags from the story

1 kommentar

  • Det er jo lige før, at man er nødt til at lytte lidt til albummet efter sådan en anmeldelse…

Skriv et svar