Kaizers Orchestra: Violeta, Violeta Vol.II


Nordmændene holder stilen

Med olietønder, bilfælge, trædeorgel, gasmaske, kontrabas og sigøjner-ompa bankede en gruppe nordmænd sig ind i danskernes bevidsthed ved en, efterhånden, legendarisk optræden på Roskilde Festival i 2002. Fænomenet Kaizers Orchestra fra Stavanger tog det måbende og feststemte publikum med storm og der blev varslet et nyt eventyr for norsk musikeksport.

Debuten fra 2001, Ompa Til Du Dør, bød på catchy viser om fordrukne sømænd, russisk mafia, pistoler og mord pakket ind i et fascinerende persongalleri og stemninger fra en svunden tid. Dertil sunget på klingende jærmål og med en charme og humor som der er langt imellem at opleve. Ud over den fængende debut var (og er) Kaizers Orchestra et fremragende koncertorkester der gang på gang efterlod landets spillesteder i ruiner af svedige vægge og glade gæster.

Succesen fortsatte med Evig Pint fra 2002 og i 2005 kom Maestro som både tekstmæssigt og stilmæssigt var beslægtet med de to foregående, men som også for alvor markerede begyndelsen på en musikalsk udvikling der så småt gjorde op med stilen fra især Ompa Til Du Dør.

Den musikalske udvikling fortsatte med den mere jævne Maskineri fra 2008 der ud over et par gode numre efterlod en del forvirring om hvilken retning bandet var op vej imod. Bandet stod i et vadested mellem ompa-fest og en mere clean rock lyd.

Genstand for denne anmeldelse er anden del af en ambitiøs trilogi – med en gennemløbende historie om pigen Violeta, der er omdrejningspunktet i en tragisk fortælling kraftigt inspireret af operaen La Traviata (af Guiseppe Verdi) tilsat vanlig ’Kaizersk’ galskab og sort humor.

Kaizers Orchestra har altid mestret det visuelle akkompagnement til deres musik, og Violeta, Violeta er ingen undtagelse, der med de flotte og stemningsmættede illustrationer skaber en helhedsopfattelse af både musikken og historien som de underbygger. Desværre overskygger det ikke det faktum, at det er et album der ikke begejstrer ved første gennemlytning og hvor et nummer som ”Tusen Dråper Regn” er det eneste umiddelbare hitpotentiale er det svært ikke at synes at Violeta, Violeta II fremstår en anelse svagere end forgængeren. Når det er sagt, er der stadig masser af interessante musikalske udfordringer som åbenbarer sig efter et par runder i afspilleren. Musikalsk lader gruppen sig (som også var tilfældet på første bind i serien) inspirere bredt – lige fra skramlet garage-rock, country, surf-guitar, sen-tresser syrerock og Beatles pasticher. Her er der således masser af gøj at hente i numre som ”Faen I Båten”, med det Batman-inspirerede tema og mere eftertænksomme øjeblikke som ”Gresk Komedie” og ”Silver”.

Med Violeta, Violeta-serien lader det til at Kaizers Orchestra har modnet sin lyd uden helt at sælge ud af galskaben og olietønderne. I skrivende stund er orkestret på vej til Vega og senere står der Train og Skråen på turnéeplanen. Mon ikke det lykkes gruppen at overbevise at de stadig er koncertbilletten værd når de gamle hits luftes fra scenekanten? Sidste del af trilogien udkommer til november.