Kanye West: Late Registration

Hippe hop på stedet fra kæmpetalent

Når Malk de Koijn’erne Bukki Blæs og Geolo G. for tiden kaster sig i hvert fald et stykke ud i skuespillets kunst med Gynt, er der ikke blot tale om en ny, god idé, men også om hvad man vel nok kan kalde et tegn i tiden. For den bedste hip hop i disse år kommer tilsyneladende fra de største rappende skuespiltalenter. At der altid har været en sammenhæng mellem rappens vægt på det talte ord og skuespillets ditto er selvfølgelig klart – men den deciderede udnyttelse af dette link er kommet mere i højsædet på det seneste: Eminem har allerede stillet sine show-evner til skue på det store lærred, Mike Skinner har opført små og store dramaer på sine to plader med The Streets – og så er der Kanye West, som med sidste års mesterværk The Colllege Dropout viste verden sit talent ikke mindst som (skue)spillende humorist.

Med valget af Jon Brion som med-producer sætter Mr. West en tyk streg under sine ambitioner udi det teatralske, også selvom den ikke er så schwungen og storslået som man kunne have forventet med Brion bag knapperne. Resultatet er en grandios og undertiden lidt flad, frodig og lettere forvokset plade, der over 70 minutter kommer rundt om alt fra racisme og George W. Bush til kvinder, penge, familie og the american dream.

Ligesom på debuten er sangene svøbt ind i små gags, der fungerer glimrende, både i sig selv og som optakter til numrene. Det er bl.a. denne fine sammenhæng mellem gags og sange, som viser Kanye Wests sans for skuespilleriet. Men udover et skuespiltalent kræver det selvfølgelig også et godt tekstligt og melodisk materiale og lad os straks konkludere, at det er der altså masser af her – der er bare intet, der kommer op på siden af det bedste fra The College Dropout. Dén plade havde mindst en håndfuld numre, som i deres skøre brug af samples udstrålede en forrygende originalitet, der gjorde dem til intet mindre end geniale popsange.

Det er ikke tilfældet på Late Registration, hvis brug af samples i forhold hertil ofte føles lidt for oplagt, lidt for mainstream-pæn, lidt for tæt på originalen. På ”My Way Home” går der ren Moby i den med – endnu en – sampling af Gil Scott-Herons ”Home Is Where The Hatred Is”, i ”Gold Digger” er det Ray Charles’ ”I Got A Woman”, der omkalfatres med hjælp fra Ray-skuespilleren Jamie Foxx og i singlehittet ”Diamonds from Sierra Leone” er det Shirley Bassey og hendes diamantiske Bond-klassiker, der har en endog meget fremtrædende placering. Det er ikke fordi sangene ikke fænger, det gør de i høj grad, men der er lidt for meget genbrug over dem og lidt for lidt Westlig særegenhed. På den måde føles Late Registration ind i mellem som en krøllet fætter til de mange ”Gyldne Hits”-kompilationer og så kan den være skabt af nok så meget energi og fuldt popmusikalsk gehør, et mesterværk á la debuten bliver den ikke.

Mindre kan selvfølgelig også gøre det og det bliver så gjort med bravour. For har Kanye ikke hevet de unikke popperler frem, så er der stadig masser af skinnende guld – og imponerende nok er det faktisk svært at pege på ét eneste rigtig svagt nummer blandt pladens 21 af slagsen. Med utallige gæsteoptrædener fra cremen af amerikansk mainstream hip hop – The Game, Adam Levine (Maroon 5), Common, Jay-Z, Nas, Cam’Ron etc.– er der masser af rap-talent, som superproducerparret West&Brion får gelejdet ud på mange fine lydture, alt sammen holdt godt sammen af de førnævnte gags, der er med til på velgørende vis at få pladen til at fremstå som et udsnit af et underligt liv midt i poppens malstrøm.

Der er masser af gode fortællinger, masser af interessante pophop-sange på Late Registration. Men blandt de mesterværker, som jeg mistænker Mr. West for at rende rundt med oppe i ærmet, er den ikke.

Tags from the story

Skriv et svar