Keith Canisius: This Time It´s Our High

Drømmepop med velkomne solstrejf

Rumskibskaptajnen Keith Canisius leverer på This Time It´s our High en blanding af psychedelisk 60´er pop og æterisk dreampop og blid shoegaze, som den leveredes i 90´erne . Det er et voldsomt effektivt, men også et noget ensporet lydbillede, der ikke undgår en uheldig bismag af gentagelse som albummet skrider frem.

Generelt hersker der i Canisius´s kontemplative skæringer, en forelskelse i pladeselskaberne 4AD og Creation´s æstetiske skosnudebands og albummet handler lige så meget om stemninger, som egentlige melodier. Men tiltalende nye elementer har vundet hævd nogle steder på albummet og det klæder materialet.

”People´s Faces” er bundet af psychpop læsset med florlette korharmonier, friske halvfunky guitarriffs og et baggrundstæppe af dominerende synths som fuldender solskinsscenariet. En god og opløftende start med masser af summerfeel. Det samme gør sig gældende på ”First Tambourine Love”, om end der arbejdes med lidt mere komplekse og asynkrone rytmestrukturer og en vokal som leder tankerne hen imod Mew i digitaliseret indpakning.

Opskriften følges næsten slavisk på ”Inner Blue, Outer Red”, men her følges de lyse og luftige vokalspor til dørs af enkle og rene guitarakkorder, der som nummeret skrider frem får mere og mere karakter. De ornamenterede guitarfigurer træder nu helt igennem og ind på scenen fuldstændigt som var Cocteau Twins´ Simon Guthrie trådt hjælpende til.

Titelnummeret indeholder derimod en helt anden dybde og et mørkere væsen med sine melankolske klange, som bringer mindelser om Boards Of Canada frem. Men monotonien stikker desværre sit uvelkomne fjæs frem inden Keith Canisius runder af med en lang og flot finale, som vækker en fra den døsige dvale. Ærgerligt.

Også ”Kill Your Systems For Earth” præsenterer kor og evaporerende vokaler på kryds og tværs, hen over svævende synthlandskaber og selvom der mod enden arbejdes med et stigende og tiltagende beat og spændende asymmetriske mønstre, forbliver det ganske enkelt for monotont i længden. Fokus fortabes i de svimlende, svævende flader og melodien bliver opædt af de repeterende effekter.

Bedst er måske ”Gentle Guys” som blander sarte transparente vokaler med smukke postrockede guitargange. I hvert fald er det en kærkommen afstikker fra det hav af synths, der dominerer det meste af albummet. Afslutteren ”Jimmy”er måske det eneste nummer som for alvor sprænger rammen. Her mødes man af en art disko med frække guitarlicks og pumpende dansable beats og det kunne såmænd have ligget lunt på Vinnie Who´s debutalbum.

This Time It´s Our High bliver desværre ikke lykkens tredje gang for Keith Canisius, dertil er lydbilledet for ensformigt, synthsovset og for meget af det gode i længden. Der er dog bestemt gode momenter på albummet og et thumps up skal lyde til den engelskfødte dansker, for at forsøge sig med indspark ud i den mere solfyldte og psykedeliske pop, i stedet for blot at træde vande med endnu et shoegazet dreampop album i ånden fra koryfæer som My Bloody Valentine og Cocteau Twins.

Skriv et svar