Killing Joke: MMXII


Killing Joke er en af rockmusikkens ægte tektoniske plader. De har i skiftende koalitioner haft indflydelse på lyden i utallige genrer og hos utallige kunstnere. Når Killing Joke lyder som Ministry, Opeth, Foo Fighters eller Rammstein, er det som regel den anden vej rundt; i virkeligheden lyder det ene eller det andet band bare som Killing Joke.

Killing Joke har altid fået mange facetter ud af grundlæggende ganske ens arrangementer. Men forsanger Jaz Colemans sindstilstand skinner altid direkte igennem hans vokal, der sjældent leveres synderligt kønt, men altid med en frygtindgydende nerve. Det gælder også her i og på 2012/MMXII. De fleste numre er mixet efter ikke helt moderne opskrifter med masser af rumklang og et relativt mudret lydbillede, der lyder meget improviseret og live-agtigt. Og det passer pladens gennemgående apokalyptiske, antikapitalistiske tema rigtigt godt. Man længes ofte efter lidt mere rum mellem de tilsyneladende ukomplicerede 4*4 strukturer, som er vel overrepræsenterede albummet igennem, men når der, som i ”Fema Camp” og især i det slæbende mesterværk ”Primobile”, skrues en anelse ned for tempoet og krydres med mere elektroniske bunde, bliver der plads til at dystopierne og melodierne finder ”helt ind i sindet”, lige der hvor det samlede soniske billede bliver sit eget budskab, som teksterne blot understøtter.

”Pole Shift”, der åbner albummet, er et vredt prog-industrielt opus i skiftende tempi – noget man ellers ikke kender Killing Joke for at gøre det meget i – om klimaforandringerne. Singlen ”In Cytheria” er som Britney Spears eller måske snarere Katy Perry, der ved en fejl er blevet remixet af Trent Reznor. ”Corporate Elect” er mere Ministry end Ministry selv har lydt siden Filth Pig og Psalm 69.

I det hele taget er MMXII et glædeligt, usentimentalt gensyn med ikke bare Killing Jokes originale besætning, men også ophavet til elementer i en lang række andre bands musik. Det fungerer hele vejen igennem, og selv om man af og til savner lidt variation i det hav af vrede, som albummet er, så holder det til at blive spillet højt så længe naboerne bærer over med det.