Kings Of Dark Disco: Dying At The Disco

En enkelt fuldtræffer i ti forsøg

Det er discorytmer, synthflader, 80’er-tunge læderjakker, pumpende syntetiske electro-rytmer og til tider højt svævende Jean Michel Jarre-flader, der ligger under vocoder-vokalen og de spinkle melodier, der vokaliseres med relativt ligegyldige tekst-stykker.

Lyder dette fristende? Så læs ikke videre, for så har du en ganske anderledes mening om musik, end denne anmelder. For naturligvis er der et publikum til den type musik, og det er Kings Of Dark Discos store held. For i mine ører, som jo nødvendigvis må være udgangspunktet for denne anmeldelse, så er det svært at forstå berettigelsen af denne udgivelse. Andelen af inspirationer fra Duran Duran, Kraftwerk og de tusindvis af store navne fra 80’erne, er så voldsom, at jeg må anbefale at høre originalerne i stedet. For dette er hverken originalt eller godt, men trækker på en lang række kunstneres opfindsomhed og sammensættes til en uopfindsom masse.

Ret skal dog være ret, og der findes et enkelt rigtig godt nummer på albummet. ”Copenhagen” har en nærmest croonende vokal, og på dette nummer opstår et super interessant clash mellem varme og tiltrækkende stemninger og så de iskolde og sterilt klingende synth- og electroflader. Her bliver jeg fanget og tiltrukket af Kings Of Dark Disco, og jeg ville sådan ønske, at de kunne levere flere lignende momenter. Men desværre bliver det ved dette ene højdepunkt.

Det bliver usædvanligt ensformigt med sit upersonlige lydbillede, de næsten ligegyldige melodier og den syntetiske og overgearede energi. Det er ikke lige min kop the.

Tags from the story

Skriv et svar