Kings of Leon: Come Around Sundown

Gabende kedeligt udspil fra Kings of Leon

Der er ingen tvivl om, at Come Around Sundown nok skal sælge millioner af albums verden over. Efterfølgende vil Kings of Leon helt sikkert indtage de helt store arenaer og spille foran et begejstret publikum, der har hungret efter et nyt stadionrockband de kan følge. Det er der ikke noget forkert i. Men desværre lader det til at Kings of Leons nye album er skrevet udelukkende med det formål, og albummet har derfor ikke hvad der minder om sjæl. Med al den reverb, der er blevet brugt, så lyder musikken på albummet faktisk allerede som om det bliver spillet på stadion.

Formlen fra forrige album, Come Around Sundown, er blevet taget op igen. Det album indeholdte mange kedelige numre, men også en lille håndfuld, der fungerede fint og som især i kraft af deres catchy omkvæd gik hen og blev gedigne hits og live-favoritter. De god melodier og de catchy omkvæd er næsten helt forsvundet på Come Around Sundown og det er vel næsten kun første single ”Radioactive”, der kunne gå hen og blive en rigtig god stadionbasker. Det samme kan muligvis siges om ”Birthday”, og ”No Money” lever næsten op til fordums styrke, men ellers er de fleste af sangene gabende kedelige, og den tid det tager at lytte albummet igennem føles dobbelt så lang end den egentligt er. Så mangler du tid, så sæt Come Around Sundown på anlægget!

Elsker man debuten Youth & Young Manhood (2003) og opfølgeren Aha Shake Heartbreak (2005), så er man sikkert hoppet fra Kings of Leon for længst, og desværre giver Come Around Sundown ingen gode grunde til at hoppe på igen.

Selvom Kings of Leon har glemt hvordan man rocker, så må de alligevel betegnes som et rockband. Og på en musikscene, hvor de store kunstnere ofte bevæger sig indenfor hip hop og r’n’b, så er det godt med et lidt mere rocket alternativ. Hvor dårligt det så end er.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar