Klezmofobia: Kartushnik

cover-Klezmofobia-Kartushnik-2012-300x300

Klezmofili eller klezmofobi – det kan gå begge veje

Jeg har selv haft fornøjelsen af at opleve danske Klezmofobia på Vesterbro Festival (Start! Festival) i 2008, og det var højst overraskende for mig, at et klezmer-band skulle stå tilbage som festivalens bedste oplevelse. Mage til glad og smittende musik skal man lede længe efter. Det sprælske musikkollektiv har to album på bagen, og på trods af at man ikke hører meget til gruppen, så har de præsteret at sælge 40.000 plader, og jeg er ikke i tvivl om, at det er deres fantastiske livepræstationer, som har hjulet Klezmofobia på vej.

Traditionelt er klezmer en dansabel jødisk folkemusik, som især forbindes med jødiske bryllupper og enorme kædedanse, og det er her Klezmofobia igen finder udgangspunktet på Kartushnik. De har skudt utallige andre inspirationer ind i musikken, og ud er kommet en alsidig og festlig variation af den traditionsrige genre. Klarinetten tager os østpå, guitaren giver os lyden af sigøjnerjazz og surf, og trompeten kan såmænd tage os med helt til Mexico. Beatet råber på polka, og det svinger mellem at være afdæmpet og at suse af sted i hæsblæsende tempo. Musikerne i det glade kollektiv viser store evner på instrumenterne, som tilsammen danner et meget originalt og eksotisk lydbillede.

Den rutinerede Channe Nussbaum synger for, og det gør hun på et glimrende jiddisch. Denne krøllede blanding af hebraisk og tysk, gør naturligvis musikken vældigt autentisk, men for de fleste lyttere vil det sammen med de lystige og løsslupne rytmer formentlig også give Klezmofobia et humoristisk udtryk, og det er jeg sikker på er helt gennemtænkt fra deres side. Jeg kan ikke sige meget om teksterne, da jeg ikke er flydende i jiddisch, men jeg har en klar fornemmelse af, at der bag titler som ”Verdamte Oy Vei” og ”Noodle, Strudl & Yankele” gemmer sig et skævt og humoristisk glimt i øjet.

Har man som jeg oplevet Klezmofobia live, er der stor chance for at blive skuffet over præstationen på plade. Selv om gruppen gør det glimrende på Kartushnik, så kommer det stemningsmæssigt ikke i nærheden af, hvad Klezmofobia kan præstere live. Ved første gennemlytning måtte jeg simpelthen dobbelttjekke, om det nu også var dem jeg havde hørt på Vesterbro. Det var det, og selv om de meget originalt får afløb for deres store kompetencer inden for deres (næsten) helt egen genre, så står Kartushnik tilbage som en sympatisk men alt for afdæmpet version af de stemninger som Klezmofobia præsterer på en livescene.

Tags from the story
,