Korn: Korn III – Remember Who You Are

Tilbage til fremtiden

Det kan næppe være tilfældigt, for der hersker et vigtigt udtryk for selverkendelse og indsigtsfuldhed i titlen på Korns nye album, Korn III – Remember Who You Are. Efter et par middelmådige udspil har Korn nemlig gjort det rigtige. De har såmænd skuet tilbage til begyndelsen for at starte på en frisk. Fundet tilbage til udgangspunktet, der hvor bandet var bedst. Tretallet i titlen indikerer, at Californierne helt specifikt returnerer til tiden mellem Life Is Peachy og Follow The Leader. Også Ross Robinson er tilbage og strikker på ny lyden sammen igen. Det betyder, at de med Korn III – Remember Who You Are har smidt deres bedste udspil i rum tid på gaden. Selvom det kan lyde som genbrug, er fornemmelsen alligevel en anden. Tilbageblikket har givet fornyet kraft og Korn fremstår revitaliserede og sultne i en sådan grad, at der bestemt også er håb for fremtiden for bandet.

Albummet er smækfyldt med det punch og den fandenivoldske tyngde, som tidligere var deres fornemmeste varemærke. Mudrede, grødede og nedstemte guitarer med masser af benbrækkende grus og knasen i maskineriet, hugget afsted i granit og indsmurt i dybsort melasse, er hvad Korn anno 2010 igen er gjort af. Jonathan Davis´ perverterede og sjæleskærende tekster sunget med helvede i hælene og fortidens dysfunktionelle opvækst åndende i nakken er langt fra på retræten. Når han skiftevis kæler og brøler, som en galning med sindssygen spruttende ud i lys lue igennem albummets 11 numre, er han i sit es og har samme frygtindgydende autenticitet, som soulmaten Chino Moreno fra Deftones. Ingen spares i de tunge angreb fra de dybeste lag af den mentale kælder. Det er grumt, grimt og overvældende, men også rensende og fandens medrivende i sin insisterende blanding af metaltyngde og dunkende knytnæveslag fra den onde del af hiphoppen.

Den emotionelt komplekse og adidasklædte mefistofigur Davis leverer en vokal, der hele tiden pendulerer mellem det hviskende og klistret lokkende og det brutalt aggressive, mens melodierne svinger fra det rigtigt gode til stilstande af buldrende tomgang.

Korns pejlemærker som den bastant massive slagbas, de kraftfulde og huggende guitarer, de tighte og overbevisende præcise trommer, spillet fyrsteligt af nytilkommeren Ray Luzier og Davis´ legen med stemmens dynamik er alle tilstede på Korn III – Remember Who You Are.

De gode numre som bl.a. ”Move On”, ”Oildale/Leave Me Alone)” og ”Let The Guilt Go” er sgu godt skruet sammen, men har også den bagside, at de alle som én er hørt før på Korns tidligere albums. Det rykker dog ikke ved, at det er særdeles effektivt og med nyvunden autoritet, den måde de tungt groovy amerikanere, pumpende attakerer lytteren på det aktuelle udspil.

Den drabeligt intense ”Lead The Parade”, som i midterpartiet rundes af et suverænt og decideret ørehængende omkvæd viser med al tydelighed, at Korn fortsat er et band man bør investere tid på.

Både ”Never Around”, som præsenterer bandet i selskab med noget nær goth-ballade lignende sekvenser i duel med velkendt Korn-tyngde, mens Davis mod enden mister forstanden i psykotiske vanvidsgrin, og den varierede og velsungne, men momentvis også primalskrigende afslutter ”Holding All These Lies”, viser genskabte kvalitative sider af kvartetten.

”The Past” bør også fremhæves i den sammenhæng for sine slæbende og betontunge grooves i et uhyggevækkende nummer, hvor Davis synger så hårene rejser sig.

Ikke alt er lige godt på comebackpladen. Den tungt huggende tribale metal, med et supersejt groove og en ufortrøden fremdrift– et udtryk som de iøvrigt deler med Sepultura –  lægger for på størstedelen af skivens numre og selvom Korn behersker den variant til perfektion, formår sangene ikke altid at holde trit med deres egne formidable afsæt og ens forventning afløses indimellem af frustration over det lidt pauvre udbytte. Det gør sig gældende på ”Pop A Pill” og ”Fear Is A Place To Live”.

På de fleste af albummets sange har bandet dog heldigvis fat i den lange ende og holder både kadencen og melodien i hævd nummeret igennem. Dermed ender Korn tæt på fordums storhed og selvom meget metal er sparket gennem maskineriet siden de overbevisende dage i halvfemserne, tager jeg hatten af for drengenes genfundne energi og lyst til at spille så man væltes bagover.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar