Kurt Vile: Smoke Ring For My Halo

Kurt Vile skruer ned for larmen

Det kan næsten ikke gå galt når man har et navn som Kurt Vile. Halvt Corbain og Vile, der på engelsk betyder modbydelig. Det går absolut heller ikke galt for Philadelphias Kurt Vile. Langt fra. Siden debuten, Constant Hitmaker, der så dagens lys i 2008, er det tværtimod gået stødt fremad, og stille og roligt har han opbygget en solid fanskare, der siden er blevet begavet med God Is Saying The To You (2009) og Childish Prodigy (2009), der var hans egentlige gennembrud til et lidt bredere publikum. De gode melodier var dengang gemt væk bag en rå, skramlet og upoleret produktion i bedste lo-fi stil, men med sidste års ep Square Shells trådte Vile – især på åbningsnummeret – i en mindre skramlet retning. En retning han i den grad fortsætter på det nye album.

Smoke Ring For My Halo holder Kurt Vile sig på midten af vejen i et adstadigt tempo. Produktionen er blevet pænere, der er skruet ned for den elektriske guitar, melodierne er mere poppede end nogensinde og vokalen er glattere og mere monoton end tidligere. Lyder det kedeligt? Jo, måske, men det er det ikke, for selvom Kurt Vile uden tvivl er blevet mere tilgængelig, så har han ikke givet afkald på sin originalitet og numre som ”Society Is My Friend”, ”Peeping Tomboy” og ”Puppet To My Man” finder man ikke meget bedre andre steder.

Det er nu ikke godt det hele. For selvom Kurt Vile på Smoke Ring For My Halo viser, at han også mestrer at lave musik, hvor støjen er skåret fra og melodierne er det dominerende bærende element, så bliver det sine steder en smule kedeligt i længden. Således er første single ”Jesus Fever” et dejligt popnummer de første par gange det snurrer på anlægget, for derefter at blive en smule kedeligt, hvilket vel egentligt er ganske typisk for det meste af den kommercielle popmusik, der er lavet til blot at holde natten over.

Med Smoke Ring For My Halo er Kurt Vile klar til at træde endnu et skridt op ad karrierestigen. Musikken er blevet langt mere tilgængelig, og selv hvis man ikke kunne lide de tidligere udgivelser, så er det ikke umuligt, at det nye album vil falde i ens smag. Man skal dog holde af hans lettere dovne vokal.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar