Lali Puna: Our Inventions

Musikalske evner gjort til skamme

Jeg har i grunden altid befundet mig godt i Lali Puna’s uimodståelige selskab. Deres fine og sarte indietronica, sunget af Valerie Trebeljahr’s lettere naive, men også sært sødmefulde stemme, som hun deler med samme nænsomhed og intonation som Stereolab’s Laetitia Sadier, er altid en interessant pendant til søsterbandet The Notwist’s mere støjende udtryk. Særligt Faking The Books fra 2005 var ganske vanedannende og et kvalitativt hop i den rigtige retning for bandet med sin lidt mere muskuløse og organiske lyd. Her kom lidt af den kant og styrke, som tidligere albums led lidt under at mangle. Nu fem år senere er Our Inventions her så og forventningerne fra ovenstående udspil bliver på ingen måde indfriet. Tværtimod er det en markant tilbagegang og jeg er skuffet over Weilheim-kvartetten, for magen til kønsløst og ”træt i koderne” album fra tyskerne, skal man lede længe efter, hvis man overhovedet finder noget i deres fortid der matcher i electro-kedsommelighed.

Bevæggrundene for at udsende Our Inventions ligger mig fjernt, for bandet vil absolut nul og ingenting i min optik. Apropos The Notwist, som har udgivet bl.a. mesterværket Neon Golden og den fremragende The Devil, You + Me, har Lali Puna aldrig helt været i samme klasse, selvom ovenstående bands frontmand Marcus Acher har sit daglige virke i begge bands. Det er som om han søsætter sin mere fintfølende elektroniske side i Lali Puna og spiller mere med støjguitar potensen i The Notwist og det gør bestemt ikke spor, men så må der altså mere melodi, eksperimenteren og mindre anonymitet i suppen, end tilfældet er på Our Inventions.

Støvede elektro-knitrende lullabies fylder hele albummet og hvor den slags gør godt i doserede mængder, bliver det decideret søvndyssende i længden, når samtlige ti numre bevæger sig i samme lullende midt- eller downtempo univers. Når der så samtidig er uendeligt langt mellem iørefaldende omkvæd, refræner eller bare melodistumper, som sætter sig bare en anelse på ens indre harddisk, må jeg erkende at jeg drønkeder mig i selskab med Our Inventions selv efter adskillige lyt.

Det hele fremstår så anonymt, tilforladeligt og uden nogen form for vilje til påtrængenhed eller bare et minimum af nødvendighed, at musikken forsvinder mellem ørerne på mig og jeg lades skiftevis kold og irriteres over bandets manglende formåen til, at udnytte egne evner. Krystalglasfine pulseringer og dub-varme bølgende synths lades i stikken af ligegyldige numre, hvor klicheerne står lit de parade og som dårligt kan svinge sig op over folkeskolens afgangsprøve-niveau tekstuelt.

End ikke en kærkommen indblanding på “Out There” af Yukihiro Takahashi fra gode gamle ikonografiske Yellow Magic Orchestra, kan rykke ved indtrykket af et kedsommeligt og træt album.

Intet engagement i kilometers sigte, en fatal mangel på musikalsk fantasi, zero gennemslagskraft og minus viljestyrke, men værst af alt en fornemmelse af et band, som har ressourcerne, virkemidlerne og mulighederne  for at lave noget godt, men som lader hånt om dette og kun har et skuldertræk tilovers for egne evner.

Øv!

Tags from the story
, ,

Skriv et svar