Lamb of God: Wrath

cover-lambofgod-wrath-2009-300x300

Vrede lam med forstand på temposkift

Amerikanske Lamb of God er ude med et hårdtslående album, hvor den nyere genre metalcore mødes i skøn forening med den ældre thrashmetal. Det kan lyde som en underlig blanding, men resultatet er en succes.

Lamb of God har eksisteret i femten år, og har derfor en del albums bag sig. Med forrige album Sacrament havde bandet brugt lang tid på finjustering af produktionen, men med Wrath ville de vænne tilbage til en mere naturlig, upoleret lyd, hvilket bestemt er kommet albummet til gode, da metal, i denne anmelders ører, bør spilles råt for usødet. Og Lamb of God har virkelig fået fat i den rå metallyd, med nogle fantastiske og energiske guitarriffs, tonsende trommer, som i øvrigt er det sted i lydbilledet metalcoren høres stærkest, og ej at forglemme, Randy Blythes vredesudbrud i form af råb, og dybe, inderlige growl; her er bestemt ikke plads til noget renvokal, hvilket man kun priser sig lykkelig for, da det højst sandsynligt ville lyde malplaceret i lydbilledet. Desuden formår Blythe at variere sin vokal i en sådan grad, at man heller ikke savner noget, der kunne minde om skønsang.

At Lamb of God har valgt at kalde deres album Wrath er næppe en tilfældighed, for hele albummet er gennemsyret af en vrede, der med musikken som partner udmunder sig i et ekstremt energisk, hårdt og tungt album; der bliver med andre ord leget med alle metalværktøjerne. Intronummeret starter fx stille og melodisk, men bliver efter lidt tid en del hårdere, således at der sker en perfekt overgang til ”In Your Words”, der brutalt smadrer igennem med guitaristerne Mark Morton og Willie Adler, ledsaget af trommer, der først er langsomme og tunge, men senere stiger i tempo og følger guitarernes hurtige rytme. I ”Contractor”, et af de bedste numre på albummet, startes der med en kort, hvinende guitarlyd, hvor endnu et hurtigt vers følger efter, men et par minutter inde i sangen tones tempo og toner dog ned, og Blythe brøler igennem om sin foragt for den såkaldt amerikanske drøm, indtil guitaren igen stiger i tempo. Disse to sange er med til at vise en af de Lamb of Gods forcer: Temposkift. De forstår at gøre det på de rigtige tidspunkter, og er så tight i deres samspil, at det er en sand fornøjelse at lytte til. De hurtige, og til tider lidt for diskante, trommer kan godt blive trivielle at høre på, hvorfor det er fedt med sange, hvor tempoet veksler. Udover de to førnævnte numre, er også ”Dead Seeds” og ”Grace” bud på nogle rigtigt fede sange, på et album som faktisk holder sangskrivningsniveauet ganske højt i alle elleve skæringer.

Undertegnede havde aldrig troet at blandingen af trommerne fra As I lay Dying, lidt guitarriffs fra Pantera, samt en forsanger der både skriger og råber nærmest vanvittigt, og growler med så meget indædt arrigskab, kunne være en så positiv oplevelse, men heldigvis kan man stadig overraskes af metalscenen, så glem fordommene over for genrer og bliv revet med af Wrath.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar