Langsyn: Ikke Langt Herfra

Pigtråd, psykedelica og stærke traditioner

I 2009 havde jeg for første gang fornøjelsen af at stifte bekendtskab med Peter Butzback Larsen. Dengang var det som solist, at han udsendte et album med viseagtige danske sange – med klar reference til 60’ernes danske singer/songwriterscene. Og det er den samme tradition, der ligger til grund for dette aktuelle album, der er udsendt under navnet Langsyn, hvor Peter Butzback Larsen allierer sig med Thomas Ruben Carlsen og Brian Skyttebo.

Det er stadig Peter Butzback Larsen, der skriver sangene, og som er i centrum som vokalist, guitarist og mundharpebestyrer. Men bandfornemmelsen giver helt nye dimensioner bag Butzback’s stemme, og fornemmelser fra Steppeulvene, Niels Skousen, Bob Dylan og hele psykedelica og pigtråds-traditionen er straks tydelige.

Energien er stærk, og fra albummets indledning er der rock’n’roll stemning på den fede måde, når ”Dead RNR Is On My Street” lægger fra land med masser af vilje og kunstnerisk integritet i forhold til det genrevalg, der er truffet. Og den ærlige og tro tilgang til genren er livsbekræftende og beundringsværdig, når ”Chancefart”, ”Lyse Dage I Sort/Hvid” og afslutningsnummeret ”Ikke Langt Herfra” alle sidder lige i skabet.

Et par steder undervejs på albummet bliver det lidt snøvlet og enkelte gange på kanten til det anstrengte. Men oftest har Langsyn stærkt styr på detaljerne, uanset om det er den mere afdæmpede retning, eller om der er tempo og energi.

”Håb” synes at være albummets mest ambitiøse nummer med dybde og masser af mening, men det er som om, at de store ambitioner får arrangementet til at løbe lidt af sporet, og jeg finder aldrig den sammenhæng, der kunne have løftet dette nummer til noget helt særligt. Den findes til gengæld på den langt mere umiddelbare ”Lyse Dage i Sort/Hvid”, der for mig står tilbage som albummets helt store højdepunkt.

Langsyn er et fint bekendtskab og et glædeligt bevis på, at Peter Butzback Larsen både mestrer det personlige og mere vise-agtige udtryk, som han leverer som solist, og det mere energiske, rå og psykedeliske, som han præsterer sammen med Carlsen og Skyttebo. Det efterlader Butzback som en kunstner, man for alvor skal regne med fremadrettet.

Tags from the story
,

1 kommentar

Skriv et svar