Lasse Matthiesen: Dead Man Waltz

Singer/songwriter imponerer på sit andet album

Den danske sanger og sangskriver Lasse Matthiesen følger sin fem år gamle debut op med et flot og stemningsfuld album, der med sin melankoli og varme produktion er charmerende og dragende, og som på en flot akustisk bund sender de varierede sange afsted. I pressematerialet sammenlignes med Nick Drake, Bob Dylan og Bon Iver, men det ville ikke være unaturligt at drage færøske Teitur frem også, for både sangskrivnings- og vokalmæssigt er der også her klare ligheder.

Lasse Matthiesen er bosat i Berlin og har turneret i mange lande i de seneste år. Albummet er således udkommet udenfor Danmarks grænser i foråret, inden det denne sensommer endelig er blevet tid til en dansk release. Den historie kunne minde om Agnes Obels, og om resultatet og succesen bliver den samme for Lasse Matthiesen er endnu for tidligt at spå om. Hans sange er mere ligetil – men til gengæld ikke omgærdet af den helt samme mystik.

Og det kan man bryde sig om eller lade være – jeg gør begge dele. Mens jeg glæder mig over, hvor fantastisk det er at høre et album, der på samme tid er enormt gennemarbejdet, men som alligevel fremstår med en umiddelbar charme. Den smukke åbner ”Celluloid” sætter den melankolske stemning, som straks brydes op af den fængende ”This City”. ”Black Queen” har lidt af den samme charme, som ofte kendetegner Teitur, og ”In the Dead of the Night” er melankolien, charmen og udadvendtheden koblet sammen til en fornem fortællende skæring, der med den lækkert fremhævede kontrabas i bunden driver afsted mod saxofonisk afslutning.

Jeg er mest solgt til albummet, når det simple er fremherskende. Her er titelnummeret ”Dead Man Waltz” umuligt at undlade at nævne, for her står Lasse Matthiesen som det stærke og kompetente centrum i musikken, og det klæder ham, og hans vokal bærer det flot. Det er når stemningen og tempoet er skruet ned, at alle nuancerne og detaljerne i såvel sangskrivningen som i vokalen, for alvor står frem. Nuvel, der er også charme og høj kvalitet på ”Oh, Ulysses”, og variationen og temposkiftene på albummet er nødvendige, men her er Matthiesen blot en dygtig sanger og fremragende sangskriver – og ikke på samme måde enestående, som på førnævnte ”Dead Man Waltz” og den følgende fingerspillede kærlighedsbombe ”Don’t Fall In Love”.

Størstedelen af albummet holder et højt niveau, og det er kun i små øjeblikke, at jeg ikke er helt fanget. Det gælder eksempelvis på ”Chasing Wolves”, mens jeg nyder den nydelige Teitur-klingende ”Dragons Fly”, den mere hastige ”Leave Today” og den fine afslutter “This Time Of Year”.

Lasse Matthiesen har begået et singer/songwriter-album på meget højt niveau. Kvalitetsmæssigt styrer han direkte mod toppen af de dygtigste i genren, og Nick Drake og Teitur er svære at komme udenom som referencer til Lasse Matthiesens personlige og fine stil.

Tags from the story