Late Night Venture: Illuminations

cover-latenightventure-illuminations-2009-300x300

Hypnotiserende og flagrende nattemulmrock

Late Night Venture (LNV) er på banen med deres andet udspil siden 2006, hvor det heftigt turnerende band modtog fine anmeldelser for deres kompetente og velunderbyggede debut med rødderne solidt plantet i den mere eksperimenterende indiegenre.

På deres nye udspil Illuminations holdes tempoet stadig med en fast hånd i tømmeret, mens musikken får lov til at bevæge sig ind og ud af en masse spændende landskaber. Og især Søren Hartvigs vokal arbejder mere i bredden, selvom den stadig ligger som en androgyn kommentar til de sfæriske klangflader af Peter Olsens guitar og de rudimentære trommer og bas.

Første skæring på den fire numre lange EP, ”Love Respect Call”, indvarsler en luftig og let melodi med en ukantet og strømlinet rock, men på den efterfølgende ”Acorns Fall”, som også er albummets absolut bedste , begynder en ulmende uro at snige sig langsomt ind under dække af en semiakkustisk lejrbålsstemning. Pludselig begynder guitarerne at hugge vredt til, og den sumpede rytme får en helt anden stemning af mol og farlighed. Og netop her har LNV evnen til at kombinere det lette og luftige og Hartvigs lyse og næsten falsettede stemme, med det mørke og dystre udtryk i simple molakkorder på guitaren, samtidig med at keyboard og synth sørger for en umærkelig underbygning af brusende floder af lyd, der blot understøtter de fint detaljerede stemninger.

På tredje skæring ”Sidekick Trip To Mars” udvikler nummeret sig over tid med både tålmod og nerve, så man til sidst ikke kan finde ud af, om nummeret er stille eller støjende. Det væver sig ind i sig selv med både Sonic Youth-guitarer og flotte vokaler, og man kan sagtens følge bandet med på en syret tur til Mælkevejens ydre ringe.

På sidste skæring, “Skylights”, træder LNV endelig i karakter som de Mew-disciple, de er, og leverer et up-tempo-beat (spillet med trommemaskine, hvilket absolut ikke klæder nummeret) og et guitarspil med det yderste af neglerspidserne. Det er velkomponeret, veludført og fandens kompetent, men LNV må allerhelst træde et stort skridt ud af Mews skygge og ikke forfalde til deres sødladne og melankolske poprock. De har både talentet og idéerne til at finde deres egen lyd på næste udspil – og jeg glæder mig aldeles!

Tags from the story

Skriv et svar