Laura Marling: A Creature I Don’t Know

Marlings mageløse 3’er

Det virker komplet uforståeligt, at Laura Marling blot er 21 år gammel, når man lytter til den britiske sangerinde og sangskrivers tredje album. Allerede på debuten, som hun skrev og indspillede som 17-årig, lagde hun store dele af den folk-elskende verden for sine fødder, og det indtryk blev kun forstærket og bredt ud med opfølgeren fra sidste år.

Men med A Creature I Don’t Know sætter Marling nye standarder for sig selv. Hendes usædvanligt varierede vokaludtryk og indlevelse i de stærke fortællinger og beretninger, som er skrevet – både musikalsk og tekstmæssigt – med en modenhed, der nærmere hører til Joni Mitchell og Leonard Cohen, er ganske overbevisende, og tilmed prøver hun i endnu højere grad kræfter med større orkestreringer, kantede rockede og elektriske elementer. Og det med en vis succes.

Det er dog fortsat, når Laura Marling griber sin guitar og bringer sig selv i rampelyset med sine betagende og gribende sange, at hun imponerer allermest. ”Don’t Ask Me Why” er klassisk britisk folk med en smuk melodi, og den flyder mere eller mindre sammen med ”Salinas”, der dog har en mere elektrisk og rocket kant.

”Night After Night” er det helt store højdepunkt, hvor Laura Marling med en alvor og dybde, der klæder hende fremragende, nærmest kan minde om en Leonard Cohen i sin måde at fortælle de historier, der levendegør hendes flotte melodier og arrangementer.

På ”The Beast” findes en vrede og et bid, der giver en dynamik, som ellers ikke kendetegner størstedelen af Laura Marlings sangkatalog, og også her træder den unge britiske sangerinde i karakter.

Når jeg nøjes med at være ganske vild med det album – og ikke svimler helt over i begejstring – så er det fordi, Marling ikke helt kan holde sig fra den fristelse, det nok er at forsøge at ramme en lidt bredere målgruppe med enkeltnumre, der kan gøre sig som fine hitliste-hits. ”I Was Just A Card” er lidt Tina Dickow-agtig, og selvom det ikke bliver helt så lyserødt og nysseligt, som den danske kollega, så falder glatheden på dette nummer lidt ved siden af. Den levende jazz/folkede indledning på ”The Muse” er ikke dårlig, men den rummer heller ikke helt den dybde og styrke, som Marling beviser at mestre senere på albummet.

”My Friends” er en folk-sang, der bygges op med flere og flere lag og instrumenter, og det er livgivende med den variation, det pludselige orgel og den country-agtige energi giver, men igen er det på nippet til at forstyrre helhedsindtrykket. Det samme kan man sige om ”All My Rage”, der lukker albummet, og som på trods af titlen fremstår som en lidt små-pjattet folk-afrunding på et ellers usædvanligt modent og modigt album.

Overordnet set er Laura Marling en ganske unik og fortryllende kunstner, der evner at kombinere de flotte arrangementer, den helt igennem betagende vokal og de alvorsfulde og velskrevne tekster. Hun beviser allerede som 21-årig at hun hører til i den absolutte topklasse af alverdens nutidige folk-sangerinder, og hvis hun kunne stå for fristelsen og undgå de lidt blødere og glattere mellemspil, så havde der her været tale om en uomtvistelig topscorer på karakterskalaen.

Tags from the story

Skriv et svar