Lights Out Asia: In The Days Of Jupiter

På natklub med Rick Deckard i en kæmpe cyberkonkylie

Trioen Lights Out Asia (LOA) består af Mike Ystad på laptop – manden bag de programmerede lag af støj og velvære – Chris Schafer på guitar og vokal og Mike Rush på bas og guitar. Alt i alt et band, der på papiret kunne lade til at bevæge sig i grænselandet mellem postrock, electronica i en eller anden udstrakt grad, og i det hele taget fungere som brobyggere mellem det moderne ambient og club-design og bagudskuende, traditionelle instrumenteringer og kompositioner.

I virkeligheden er LOA et hypermoderne ambient-ensemble, der underspiller lag på lag af traditionel bas og guitar, som aldrig træder i karakter på vanlig vis. Det er først og fremmest stemningen af Rick Deckard fra Blade Runner, der hvileløst jager de indholdsløse replikanter i en fjern verden og i en lige så fjern fremtid, som med langsomme dub-sekvenser og melankolske vingeslag fra Ystads labtop, elegant bliver underbygget og langsomt opbygget af guitarrumklang og åbne akkorder, der får kompositionerne til at folde sig ud med en overbevisende og stærk atmosfære af noget dybtfølt, men ikke nødvendigvis genkendeligt. Det er emotionelt og velklingende, men der er også noget fremmedgjort og noget surreelt over tonerne, som aldrig lader sig fange ind i formelle rammer af guitar, bas og trommer.

Om man er i stand til at lade sig indfange af LOA’s pausemusik fra en sci-fi-verden af ambient eksperimentering, er ikke kun en smagssag, men også et spørgsmål om temperament. Det er de langstrakte, maleriske sekvenser, parret med eksperimenterende lydkollager og momentvise glimt af en rocket wall-of-sound, der bærer trioen hjem i et karakteristisk og faktisk et dybt personligt udtryk. LOA trækker på stemninger fra Dalot og Dryft, som også er kreationer fra Cadoos label n5MD, men LOA er langt mere åbne i lyden og langt mere forankret i en syret halvfjerserstemning end mange af de beslægtede electronicabands, som tegner sære lydfigurer på en hallucinogerende himmelhvælving.

Men er man først tunet ind på LOA’s stemningsmætte kombination af stille Pink Floyd og hypermoderne ambient, er man et godt sted. Et sted, man ikke har lyst til at forlade lige med det samme,
lige indtil …

”Wake up – it’s time to die!”

Tags from the story

Skriv et svar