Udmærket popalbum fra dansk singer/songwriter

Som opfølger til debutalbummet fra 2005 udgiver den danske singer/songwriter Lilly Love Is A Sound, som behager uden for alvor at bryde igennem lydmuren. En musikalsk sørejse der besøger mange forskellige farvande, men som aldrig rigtigt kommer i havn.

Der er ikke noget galt i at have mange musikalske referencer og inspirationskilder. Det bliver dog en anelse søgt når man konstant nævner dem i pressematerialet. Desværre skinner det igennem på de 12 sange som af og til bliver underligt nerveforladt, påtaget inderlige og endda på grænsen til det naive. Vokalmæssigt ligger hun tæt op af Heidi (fra X-factor) men den fine stemme til trods, så mangler jeg lidt mere personlighed.

Højdepunkterne på albummet er når hun kaster sig ud i balladerne og leger med jazzudtrykket. For når den sympatiske sangerinde synger ”Watercolours”, en flot klaverballade, så sidder man med lukkede øjne og lader den indre biograf få frie tøjler. Fantastisk stemningsfuld sang, der passer som fod i hose til hendes vokal. Det er her at Lilly er på hjemmebane. Det både høres og føles. Modsat har vi albummets dårligste nummer, singlen ”Golden Bird”. Her krummer jeg simpelthen tæer over dels den pinligt simple tekst (how dou you feel / how do you do…), men især over den skoleengelske fremføring.

Sangene er generelt ikke stærke nok, og stilforvirringen er stor når man favner mellem Rufus Wainwright (”To Dare To Love”), Texas (”Second Skin”) og flamenco-pop (”Love Is A Sound”). Alle sangene er aldeles udmærkede, men jeg sidder med en underlig uforløst fornemmelse i kroppen efter at have gennemlyttet albummet.

Potentialet er åbenlyst og idéerne er mange, men der mangler et stykke for at kunne blande sig på internationalt niveau.