Lis Er Stille: NOUS

Lis er forsat langtfra stille

Efter de fine The Construction of the Amp Train (2006), Apathobvious (2007) og genistregen The Collibro (2010), der for denne signatur står tilbage, som det års bedste album, kaster Lis Er Stille deres fjerde værk ind på musikscenen. Og et egentligt værk er der tale om, for få er så ambitiøse og egensindige på den danske rockscene som den århusianske kvartet med det kontrasigende navn. Teknisk set er NOUS blændende og Martin Byrialsens stemme er fortsat omfangsrig og ekstremt berigende at lytte til. Vel kan han indimellem tårne op som en hysterisk fruentimmer, men der er dæleme ikke mange af hans kaliber herhjemme.

NOUS er græsk for den del af den menneskelige intelligens, der er nødvendig for at kunne adskille sandt fra falsk og Lis Er Stille´s art-prog er da bestemt også intelligent, men som altid er der fare for, at konceptet bliver for fortænkt, teatralsk og ulideligt højpandet i længden. Lis vil helt sikkert dele vandene med deres udanske og Jantelovsfornægtende store armbevægelser, for der er umådelig højt til loftet i bandets univers. Så højt, at man indimellem mister jordforbindelsen. More is more må være mejslet ved indgangen til gruppens eget studie Cube Of Eternal Doom – bare lyt til ordlyden for det rum medlemmerne bruger nætterne til, at udvikle deres højstemte rock-suiter – og der bliver ikke sparet på krudtet mange steder på NOUS. Alligevel kan man gennem de vældige og monumentale konstruktioner finde momenter af subtilitet og sfærisk varme, der kontrasterer sturm und drang bombardementerne, så ikke det føles for overlæsset og voluminøst.

En lille intro efterfølges af seks lange numre, der springer rundt og skiftevis buldrer, brager, svæver, flyder og henfører, for bandet er søgende på samtlige kompositioner, søgende efter det guddommelige udtryk, der løfter os ud af den knappe og almindeligt kendte verden og hinsides tyngdekraft, trivialiteter og åndedræt. Vi skal på en tur hvor man ruskes, kæles, vrides, presses, og for alt i verden må lytte intenst, for ikke at tabes af det grandiose lydbillede, med gevaldigt mange ting i spil. Det er et yderst mangefacetteret udspil, ikke blot som helhed, men også indenfor hvert enkelt nummer og nogle vil beskylde bandet for stil-overload med alt for mange ting i spil på en gang. Jeg er ikke en af dem, for passagerne rammer med stor og effektiv nerve mine sanser som NOUS spænder af, og jeg rammes både af sørgmod og melankoli, for lidt senere at rocke tungt igennem som et lykkeligt bæst med reminiscenser af Muse, mens det efter næste hjørnerunding er smukt og skrøbeligt som en solnedgang. Skrøbelig er ellers ikke et adjektiv, man umiddelbart vil bruge om Lis´ pompøse, trommetunge og patosrige klangbund, men sådan er de heldigvis både lunefulde og uudgrundelige. Ét kan man dog uimodsagt sige om kvartetten og det er kompromisløshed og viljen til at gå planken helt ud.

Det ambitiøse og dybt passionerede band har altid haft blikket rettet mod verden og ikke kun vores egen lille andedam, så her synges udelukkende på engelsk, men i denne ombæring rundes jydernes album for første gang af med et dansksproget nummer og hold fast hvor er ”Myte” et fedt nummer. De mørke og dunkel-tunge toner leveres af klaver og melasse-tyk kontrabas, glockenspiel og Cure lignende guitarakkorder, mens Byrialsen røst udgyder respekt, når han mulmt intonerer sine danske strofer. Her holdes de musikalske muskler lidt i ro og det klæder faktisk Lis, der sagtens kan honorere nummerets gæld til Sigur Ros.

På ”Human Head” overtages tung rock iklædt dødsmetal-trommer af et poetisk og salvelsesfuldt orgel og Martin Byrialsens dramatiske vokal går fra suggestiv dybde til næsten overstadig falset, der tilføjer nummeret spænding og kompleksitet. ”The Bail” lægger ud som monstertung doom-metal, men udvikler sig efterhånden til en melodiøs progrocker komplet med hastighedsskift og syrede keyboards. Divergerende og statisk veksler bandet undervejs på rejsen og et barokt mellemstykke fuld af dystopiske stemninger er der såmænd også plads til. Man kan sgu ikke beskylde Lis for at iføre sig for små sko.

”Epitome” har en spændende og udfordrende basgang, sindssygt fede trommer og en fejende flot og mastodontisk afslutning, og på ”Torchers” er det kraftfulde igen en væsentlig faktor, for her gives der fuld skrue på alle tangenter i et særdeles pompøst og fyldigt stykke musik. Instrumenterne holder pludselig inde halvvejs i nummeret og så får vi sørme acapella råbekor om bl.a. Roarschach og sindssyge, hvorefter det hele munder ud i en bragende voluminøs og særdeles trommetung finale.

”Asylum/Reap” er flot orkestreret magma-rock med alt fra kirkeorgel og rige stemninger til en black-metal lignende afrunding. Numrene på NOUS er så læsset med effekter og stilskift, at det flere steder er snublende nær ved at kamme over i svulstighed, men med nød og næppe klarer frisag. Er man i øvrigt modstander af svulstige arrangementer, er Lis Er Stille nok ikke et band man skal frekventere.

Lis Er Stille har efterhånden udviklet sig fra begavede post-rock novicer med vel rigelig hang til Mogwai et al, til excentriske enere på den danske rockscene – og det er bestemt sagt i positivt øjemed, for jeg er fuld af begejstring overfor NOUS. Helt så god som The Collibro er den ikke umiddelbart, dertil mangler den de helt store sublime øjeblikke det album var så rig på, men mindre kan sagtens gøre det, for Lis Er Stille præsterer en musik, der må gøre mangt et eksperimenterende rockband grønne af misundelse. Og hvem ved, måske vokser den endnu mere over tid, for der er så afsindig stor detaljerigdom på albummet, at man snildt kan tilbringe mange timer endnu i selskab med danskerne.

Lis Er Stille omtaler selv NOUS som drømmende og sindsforvirret art-rock anno 2012, og jeg kunne ikke være mere enig i diagnosen. Sjældent har sindsforvirring stået så klart som et udpræget positivt band-brand.

Lis spiller i Pumpehuset 19. april – be there!!

Tags from the story
,