Little Joy: Little Joy

Nostalgiske toner fra Fabrizio Moretti og band

Umiddelbart inde i det første track ”The Next Time Around” spidser jeg straks mine ører, og glemmer et øjebik hvad jeg var i gang med. Muntre krøllede toner triller ud af højtalerne, og Rodrigo Amarante vokal akkompagnerer søvnigt tonerne med hjælp fra noget der minder mig om backup-sangerne fra gamle Disneytegnefilm. Det er korte lækre bidder man bliver tildelt på denne plade fra de tre musikere Fabrizio Moretti, Rodrigo Amarante og Binki Shapiro, der under navnet Little Joy har begået en lille perle.

Førstnævnte er bedst kendt som trommeslager i det mere slagkraftige indierockband The Strokes, men har i dette forum fået mulighed for at gå sine egne veje. Der er ikke lige så meget gang i festen, som vi er vant til fra The Strokes, men i stedet mere plads til vokalen fra de tre musikere skiftevis. Numrene på albummet skifter mellem lowkey-agtige sammensatte kompositioner med en fremtrædende lav vokal, til numre med ukulele og glockenspiel. Og det klæder egentlig også albummet, at det ikke ligner noget man ellers umiddelbart ville forbinde deres egne bands med. Siger jeg dog med forbehold, da Rodrigo Amarante og Binki Shapiro ikke er nogen jeg før har hørt meget til.

Modsat har guitaristen Albert Hammond jr. fra The Strokes, i sit soloudspil lagt sig meget mere op af The Strokes med masser af tråd og guitar. På track 8 ”Keep Me in Mind” og på track 9 ”How to Hang a Warhol”, kan man dog høre lidt medbragt bagage fra The Strokes, men det klæder albummet, at det hele ikke kører i samme rille, og bliver for alt for stille og hyggeligt.

Amarantes er den, hvis stemme oftest høres på numrerne, men der bliver også plads til Shapiro, hvis kælne stemme fungerer godt til den lidt nostalgiske lyd og den meget brug af backupkor, bl.a. på track 5 ”Unattainable” og ”Don’t Watch Me Dancing”. Hendes stemme er yndigt piget og minder mig lidt om en mere moden Kimya Dawson (jvf. bl.a. soundtracket til filmen Juno). Og hvis man var begejstret for denne film, hviket undertegnede var, så vil man nok få nogenlunde samme følelse, af at det hele nok skal gå.

Hvis man ikke er til ukulele, glockenspiel og masser af kor på alle numre, så er det nok ikke Little Joy man skal begive sig ud. Men hvis man omvendt nyder en langsom flirt udvikle sig til følelsen af en sommerforelskelse, uanset det måske lidt trivielle tema, som godt kan blive en en anelse ensformigt, så har man valgt den rigtige cd fra hylden. Navnet på bandet, som samtidig er titlen på albummet understreger udemærket, hvad det er man får, når man smider pladen i afspilleren – Little Joy, en lille fornøjelse. Numrene er gennemsnitlig 2:40 minutter langt, og det passer perfekt, da man ikke når at blive træt af hver enkelt nummer. Nyd istedet albummet i disse små doser, og tænk tilbage på sol og sommer og mind dig selv om at sommeren kommer tilbage – engang.

Skriv et svar