Liva Andersson: Presence

cover-livaandersson-presence-2009-300x300

Vokaludtrykket på nippet til at drukne

Liva Andersson debuterer med et album, der er usædvanligt ambitiøst. Det er et clash mellem elektroniske bunde og instrumenteringer, der omfatter accordion, strygere og en spinkel men udtryksfuld vokal. Rammerne er sat for noget, der kunne indfri de store ambitioner, men det er som om, at der bliver lidt for mange svingærinder i produktionen af de enkelte numre, og det gør, at sangene hver for sig har svært ved at stå fast og leve på deres egne præmisser.

Den 34-årige sangerinde får det optimale ud af sin vokal. Hun hvisker sig igennem nogle af numrene, mens andre bliver sunget med en drømmende indlevelse. Det er både godt og skidt, for de drømmende numre virker lidt fjerne, og et nummer som ”Bad Vibes” lader Liva Andersson fremstå som en sangerinde, der kan minde om Beth Gibbons fra Portishead. Hun er dog ikke helt stærk i de dybe toner, og hun mangler den rå og skarpe kant, som gør Gibbons til et unikum.

Derfor kunne jeg godt savne, at der blev skabt lidt mere plads til vokalen. Arrangementerne og produktionerne er aldeles storladne, og det fjerner noget af det rum, der kunne have gjort vokalen så meget mere intim og intens.

Derfor er det de numre, hvor der er skåret længst ind til benet, som fremstår stærkest. ”Hard To Believe” er en fin skæring, hvor Liva Andersson får lov at træde et skridt frem foran gigant-produktionen. Klaverballaden ”Take It As It Comes” med den fine strygeropbygning mod slutningen, er også en af mine favoritter, mens ”To You” er velfungerende med elektronisk tromme-rastløshed, frankofile accordion-temaer og friske guitar-ryk.

Hun vil lidt mere, end hendes stemme holder til. Og det er synd, for hun har en udtryksfuld vokal, der kompenserer fornemt for spinkelheden. Der bliver bare sjældent plads nok til, at udtrykket og spinkelheden får plads til at sætte sig solidt i produktionerne. Lidt for mange forsøg på at klistre stemninger ovenpå den rene og uspolerede skønhed, medvirker til, at jeg aldrig rigtig finder ind til sjælen i Liva Anderssons ellers så følelsesbetonede og sjælfulde univers.

Tags from the story

Skriv et svar