Local Natives: Gorilla Manor

cover-localnatives-gorillamanor-2009-300x300

Humør og masser af florlette vokalharmonier på hypet amerikansk udspil

Californiske Local Natives debuterer nu med Gorilla Manor, efter et år hvor bandet blev massivt hypet bl.a. efter ni shows på den toneangivende festival SXSW. Kvintettens album er en veloplagt og solskinsglad alternativ rock, helt i den neoamerikanske genre, som er blevet så commes il faut over de senere år. En slags paleface rockskole befolket af selvbevidste musikere, ofte iklædt skovmandsskjorter eller bedstefar-cardigans og masser af videbegærlighed og intellekt og en, indimellem lettere påtaget, blanding af skæv udadvendthed og navlebeskuende mystik, som både vedkender sig og graver dybt i traditionerne, men også ønsker en ny eller anderledes vinkel på inspirationskilderne.

Gorilla Manor lyder af mange. Der er lidt Grizzly Bear her, lidt Arcade Fire der. Lidt Vampire Weekend hist og lidt Talking Heads pist. Tættest er måske en uptempo version af Fleet Foxes med lidt mere spræl, leg og kant og støjende instrumentering, tilsat samme lyse, flerstemmige og florlette vokaler, uden dog helt at kunne gøre det så flot som rævene fra den kant. Local Natives er vældigt charmerende i deres udtryk, med mange spøjse indfald og halvskøre påfund og et ret komplekst lydbillede, som kræver tilbagevendende lyt før den for alvor sidder i skabet. Der hersker stor hittepåsomhed hos Local Natives, uden at de umiddelbart mister det musikalske overblik.

På ”Camera Talk” spilles der med høj intensitet og fart over feltet med en nærmest postpunket bas og energiske trommer, hvorpå der fra uventet kant kastes strygere ind og efter kort at studse over det indspark, falder det såmænd en helt naturligt, lige indtil et pudsigt reggae omkvæd overtager og vender nummeret på hovedet og ned i gear. Sådan veksler nummeret tummelumsk i temposkift, men man køber præmissen og trykker på repeat, for lige at snuppe én omgang mere i centrifugen.

”Warning Sign” er en spradebasse af et nummer med indlagte råbekor og drilagtige twists hen ad vejen og det kunne nemt være en fætter til Arcade Fire i et af deres eksalterede øjeblikke.

På ”Who Knows Who Cares” er Local Natives opsigtsvækkende tilbagelænede i forhold til den ellers så dominerende energi, Gorilla Manor er præget af. Der spilles strygere og klaver med en smittende rolig vejrtrækning, mens nummeret vugger roligt fremad, som et dovendyr med rigtig god tid i kalenderen, men over tid tiltager intensiteten og nummeret løfter sig forsigtigt men bestemt og ender himmelskuende smukt og en reference som Mercury Rev ligger lige i øregangen.

”Cubism Dream” er et skønt og umiddelbart lettere anonymt nummer, som går på musikalske kattepoter og sætter lytteren i en vegeterende tilstand, med deraf følgende varme helt ud i det yderste af fingerspidserne.

”Sun Hands” er smukke ah ah kor og tribale trommer, – en percussion tilgang som i øvrigt går igen på en stor del af Gorilla Manor, hvor trommer bruges som slagtøj med lige dele vægt på trommeskind, egne trommestikker og metallet på siden – men i sidste del af nummeret mødes lytteren af nogle sjældent hidsige indfald fra strengeinstrumenterne og det er befriende afvekslende, fra det ellers på mange måder skønhedssøgende og drømmende udtryk Local Natives gør sig i.

Hypen omkring bandet er noget overdrevent og alt er bestemt ikke lige godt på Gorilla Manor. Indimellem går der paradoksalt nok stilstand i den, på trods af alle ideerne, hvilket nok må tilskrives, at melodimaterialet ikke er stærkt nok til at holde helt i mål. Ikke desto mindre er det en både fin og dygtigt udført humørbombe, amerikanerne stiller an med i den kolde danske januar.

Har man lyst til at undersøge, hvorvidt Local Natives kan føre tonerne fra plade til scenegulv, spiller kvintetten i Lille Vega 29. januar

Tags from the story

Skriv et svar