Los Campesinos!: Romance Is Boring

cover-loscampesinos-romanceisboring-2010-300x300

Arctic Monkeys møder Chumbawamba – med begrænset succes

Walisiske Los Campesinos! er tilbage med sædvanlig energi og punchlines. Budskaberne er mange, energien enorm, og udtrykket lader intet tilbage at ønske. Los Campesinos! er den poppede indgang til punk-energien – eller den hidsige og bastante entré til ørehænger-verdenen.

Sådan har det været tidligere. Sådan var det tildels på seneste album We Are Beautiful We Are Doomed. Og sådan er det til en vis grad på Romance Is Boring. Allerede på åbningsnummeret ”In Medias Res” trækker man på smilebåndet og bliver hovedkuls kastet ind i den centrifuge-fornemmelse, som bandet er kendt for at frembringe.

Albummet fortsætter med de skæve idéer, den uendelige instrumentering, der hele tiden bliver suppleret med et nyt apparat eller truthorn, og med de slagkraftige punchlines, som bandet er kendt for. Man sidder med fornemmelsen af at høre en kloning mellem Chumbawamba og Arctic Monkeys.

Problemet for Los Campesinos! er blot, at de denne gang har for langt mellem de sange, der stadig holder vand, når energi-chokket har lagt sig. Første gang river waliserne benene væk under lytteren, men i længden læser man deres finter, og kun i begrænset omfang kan man hoppe på den igen.

Melodierne er lidt for spinkle til, at de for alvor kan bære turbo-farten. ”These Are Listed Buildings” bider lidt fra sig med et finurligt ba-bap-kop, mens titelnummeret er funktionelt med det skolegårds-drilleri-lignende omkvæd.

”A Heat Rash In The Shape Of The Show Me State; Or, Letters From Me To Charlotte” er et andet højdepunkt. Bag den mundrette titel ligger et nummer, der idémæssigt er temmelig voldsomt, men som har en glimrende melodi, et fængende tema under vokalen og en stærk balance. Også ”This Is A Flag, There Is No Wind” er blandt de højdepunkter, man sidder tilbage med.

Størstedelen af det resterende album kører meget i samme rille. ”I Warned You: Do Not Make An Enemy Of Me” er spøjst og utraditionelt, men bliver lidt for rodet, mens energien kammer totalt over på den overgearede ”I Just Signed, I Just Signed, Just So You Know”.

På ”We’ve Got You Back” forsøger bandet sig fra en mere stille og følsom side, men understreger, at kompetencerne bestemt ikke ligger her. Til gengæld er der lidt mere succes på albummets anden afdæmpede skæring, ”Who Fell Asleep In”. Det minder meget om Arcitc Monkeys, og der er et lækkert flow mellem den skæve melodi og det skævere arrangement.

Los Campesinos! vil en masse og gør endnu mere. Men sammenhængen er ikke tilstrækkelig, og energien bliver til tider for overgearet. Den ekstreme idérigdom fungerer både på godt og ondt, for det er underligt efter et album som dette, at sidde tilbage med en milliard forskelligt rettede indtryk, men alligevel med en fornemmelse af, at mange af numrene er for ens.

Hvis idéerne var blevet mere gennemførte og havde været udviklet til deres fulde potentiale, var det måske blevet lidt mindre skitseagtigt. Men som helhed læsser Los Campesinos! for meget på ladet og losser lidt for hårdt til omgivelserne til, at de for alvor hænger sammen.

Tags from the story

Skriv et svar