Los Lobos: Tin Can Trust

Mexi-blues-rockere skuffer

De er bedst – og for mange også kun – kendt for ”La Bamba”, men har også leveret albums, filmhits og titelnumre til børneserier. Det drejer sig om mexicansk-amerikanske Los Lobos, der nu er klar med albummet Tin Can Trust, der overrasker på det genremæssige, men som til gengæld har svært ved at leve op til det niveau, deres tidligere succeser har været på.

Albummet bevæger sig hovedsageligt mellem country og blues-genrerne. Bortset fra to traditionelle latinamerikanske inputs, så kører albummet rundt i samme rille, der kunne minde om en blanding af Eric Clapton, Johnny Cash og med Willy Mason som vokalist. Teknisk set er bandet usædvanligt dygtigt, og de mange blues-soli leveres overbevisende. Men melodisk mangler der rigtig meget for, at jeg bliver grebet ind i bandets univers. Det er tæt på, når Los Lobos sætter i gang med titelnummeret ”Tin Can Trust”, og på den jazz-støvede ”Jupiter On The Moon” er der også masser af kvalitet.

Det bliver lidt mere rustent og spidst på ”Do The Murray”, mens Clapton-referencen er umiskendelig på ”West L.A. Fadeaway”. Der går Santana-roots-pop i den på ”On Main Street” og i særdeleshed på ”All My Bridges Burning”, mens Los Lobos viser, hvad de inderst inde er gjort af på den lækre latin-svingende ”Yo Canto”. Kunststykket forsøges gentaget på ”Mujer Ingrata”, der dog bliver lidt for overfladisk.

Det ærgrer, når Los Lobos har så skarpe skel imellem blues-genren, som de gerne vil bevæge sig i, og latin-genren, som de mestrer. Det betyder, at intet bliver rigtig godt. Bortset fra afslutteren ”27 Spanishes”, der viser, at de to stilarter nydeligt kan kombineres. Det er måske vejen frem for Los Lobos, hvis de skal ramme de store hits og fordums kvalitet. For rutinen og håndværket er naturligvis på store højder, men melodisk og udtryksmæssigt mangler jeg en del, for at være tilfreds.

Tags from the story

Skriv et svar