Los Lonely Boys: Rockpango

Tequila og tre mexicanos med radiovenlig partyrock

Texican Rock’n’roll kalder de tre Garza-brødre deres musik, og med deres fjerde album Rockpango (som vistnok er et lokalt ord for en ordentlig syvhestes rockfest), leverer de en charmerende, festlig og kulørt omgang spradebasserock på den fede måde. Det er basic rock med sprød spade, en solid rytmesans og varierede melodier, der både fyrer op under festen, men som også kiler sig ind i det mere radioevenlige segment med enkelte uheldige udfald.

Brormand Henry Garza står for guitar og vokal, og der er ingen tvivl om, at hans Santana-inspirerede samba bærer meget af vægten, men også Jojo på bas og Ringo på trommer (selvfølgelig!) har deres andel i det til tider vellykkede projekt. Konceptet er det imødekommende, beatmusik, der har sit udspring i blues, soul og southern rock’n’roll med mere end et gran chili i den brogede og farvestrålende partymusik.

”American Idle” fyrer festen i gang med groovy sambarock, men allerede på det efterfølgende ”Fly away” viser LLB, at de er tunet skarpt ind på det amerikanske radiosegment. Det er halvfjerdseragtigt med åbne akkorder og et fint refræn – men det er ved gud også kedeligt.

Heldigvis indeholder albummet en perle som ”16 Monkeys”, der er hylende morsomt på bedste Frank Zappa-manér:

16 monkeys on a truck wagon rolling down the road
They’re going ‘round town telling everybody let’s get stoned

Herefter følger et fuldstændig syret trip til outer space med LLB og de 16 skæve aber. Det er sumpet, det er groovy og stramt, men leveret med en skødesløs hånd på rattet og gribbrættet, der styrer direkte mod den flimrende horisont i selskab med Batman og Robin og drengenes mor. Umuligt at beskrive, men lige så umuligt ikke at blive opstemt af.

Herfra bliver tempoet sat op med titelnummeret, der er ren Hendrix helt ned i detaljen og frem til det supercoole, dubbede ”Porn Star”, der er en dedikeret kærlighedserklæring til den eneste ene, hjertets udkårne, øjets blomst, den smukkeste, dejligste og mest sexede kvinde på jorden – som tilfældigvis også er en pornostjerne!

Albummet afsluttes med nogle gevaldige kvalitetssving med ”Believe”, som en støvet og tight session i den lokale garage, mens de nedringede tøser hænger ud i baren, men også med et ekstranummer, der er en akustisk, orkesterversion af det dræbende sentimentale nummer ”Smile”, der hører hjemme i kategorien ’av-det-gør-ondt-tag-det-dog-af’. Drengene får rettet lidt op på skuden ved at slutte af med en klassisk omgang bar-blues, hvor de træder den samme dans som tusind før dem. Men sådan er blues jo.

LLB er rigtig gode, når det svinger, men de er også kvalmende sentimentale på værste amerikanske maner, når det stikker dem. Men hvad kan man forvente af et band, der blandt andet har optrådt ved den amerikanske Big Bowl-finale?

Tags from the story

Skriv et svar