Low Frequency in Stereo: Futuro

cover-lowfrequencyinstereo-futuro-2009-300x300

’javli’ tight!’

Det første der slår en, er at dette faktisk er pop – sådan som den burde være, vævet ind i blid støj og rytmer der psykedelisk gentager sig i hvad der virker som en uendelighed. Low Frequency in Stereo (LFIS) er forfriskende oldschool og fortsætter den gode udvikling med deres til dato bedste udspil.

Til trods for at LFIS har modtaget rosende anmeldelser fra prominente steder, bl.a. David Fricke og Pitchfork, er de næsten ukendte i Danmark og det til trods for at de i en årrække havde base i KBH og spille et utal af gigs rundt omkring i byen.

Hver gang LFIS har udgivet en plade (nærværende udgivelse er d. 4. i rækken) har man haft fornemmelsen af at denne gang skulle det lykkes dem at få noget der minder om et egentlig gennembrud – det er bare aldrig rigtig sket. Futuro kan forhåbentlig lave om den kedelige tendens og denne anmeldelse skal gøre sit for at snakke deres sag. For det er en skam at verden skal gå glip af dette über coole lo-fi, primært instrumentale, band fra den norske vestkyst.

Med Futuro har Per Steiner og resten af kollektivet bevæget sig så lagt ind på mainstreamsporet som konceptet kan klare. Med stigende brug af vokal – selv om skæringerne stadig er langt fra at være klassiske vers-omkvæd-vers strukturerede – og støjen lagt lidt længere om bag i billedet, er lyden blevet mere imødekommende. En udvikling der allerede kunne spores på det foregående album. Grundstene er stadig de velkendte repeterende trommer, groove bass, varierende doseringer af guitarfigurer/støj og så lidt vokal. Denne gang fungerer det bare endnu bedre end sidst, der på ingen måde var noget dårligt forsøg. Med andre ord er der tale om en ’javli’ tight’ plade uden svage numre, der som ægte mesterværker bare bliver bedre med tiden.

Forklaringen kan måske findes i opsætningen, der er justeret en lille smule siden forgængeren The Last Temptation Of…The Low Frequency in Stereo Vol. 1. Lyden er mere sammenhængende og organisk hvilket nok er forklaringen på at helheden ikke lider skade af den mere afdæmpede tilgang til musikken. En positiv udviklinger der var endnu tydeligere live i forbindelse med deres sidste tur ned gennem kontinentet.

For LFIS er stadig musik der skal opleves live, men med Futuro har vi bare fået lidt  mere af oplevelsen med hjem i stuerne.

Skriv et svar